Tyverier

Litauiske mænd frikendt for smykketyveri

Tre litauiske mænd har intet med tricktyveri i smykkebutik i Mariager at gøre.

De tre litauiske mænd, der mandag blev anholdt og mistænkt for at have begået tricktyveri for 50.000 kroner mod Smykkebutikken på Torvet i Mariager, er løsladt igen. - Vi har ikke kunnet knytte mændene til tricktyveriet, oplyser anklager Rikke Poulsen, Nordjyllands Politi. De tre litauere blev anholdt mandag. Bilen ransaget Politiet blev kontaktet af en borger, der blev antastet af østeuropæerne på en rasteplads ved Vodskov. De spurgte om vej til en benzinstation og forsøgte at komme ind i mandens bil, og derfor kontaktede han politiet. Siden er litauerne blevet afhørt og bilen ransaget, uden at det gav nogle spor. Dog er den en af de litauiske mænd idømt en bøde for spirituskørsel, ligesom de tre er genkendt fra et butikstyveri i Klarup. Større tricktyveri Smykkebutikken i Mariager blev udsat for et større tricktyveri, da to tysktalende mænd, der beskrives som værende 30 til 40 år og fra Østeuropa, kom ind i butikken mandag middag. Den ene begyndte at handle med ekspedienten og viste et større kontant beløb. Ekspeditionen blev trukket i langdrag, og imens stjal den anden tyv smykker for omkring 50.000 kroner.