Liv i den døde by

Den historiske landsby Kayaköy ved Ægæerhavet i Tyrkiet bliver i den kommende tid indrettet som open air-museum. I folkemunde bliver byen kaldt spøgelsesby, men der bliver mere og mere liv blandt de smukke ruiner.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Blandt Kayaköys fascinerende ruiner findes også en spøgelseskirke. Byen har endvidere flere kapeller, en skole og en toldbygning. Det hele blev forladt i 1922, da grækerne rejste og overlod byen til hjemvendte tyrkere, der dog ikke ønskede at bo i byen.

Med sin nye status bliver Kayaköy en ny turistattraktion, der kan byde på blandt andet arkitektur- og naturoplevelser. I landsbyen Kayaköys tomme gader spøger historien stadig. Byen blev forladt af grækerne i 1922 efter Første Verdenskrig, men nu bliver den historiske landsby ved Ægæerhavet sat på turisternes landkort. Langt de fleste af de karakteristiske huse ligger øde og forladte hen. Det vil der snart blive ændret på, når Kayaköy bliver til et Open Air-museum gennem en omfattende renovering. Kayaköy ligger to en halv times kørsel nord for Marmaris. -At Kayaköy bliver til et open air-museum er en fantastisk mulighed for at fremvise en historisk landsby. Museet vil være interessant for turister, fordi landsbyen rummer mange forskellige historier, bygningsværker og overnatningsmuligheder midt i den flotte natur, fastslår Kulturråd Vahit Karaali fra Tyrkiets ambassade, Kontoret for Kultur og Turisme. Kayaköy kan dateres tilbage til år 3000 f.Kr. og lægger øde gader til omkring 3.500 stenhuse. Visse bygninger er sat fuldt i stand, mens andre er blevet ganske forfaldne. Det er netop nogle af disse forfaldne bygninger, der bliver restaureret til Open Air-museet. Fantasien får frit spil til at digte spøgelseshistorier, når turen går rundt mellem de forladte bygninger, der emmer af en lang historie. Speciel arkitektur - Det er uhyre vigtigt for Kayaköy at få fokus på turisme. Byen kan byde på en speciel arkitektur, der ligger delvist forladt hen som et minde om en svunden tid. Samtidig er der uberørte naturmæssige rigdomme, som turister vil kunne få glæde af. Det er vigtigt, at vi også får trukket turister til egne af Tyrkiet, hvor der ikke ellers kommer så mange. En by som Kayaköy ser man ikke mange steder, og som turist vil man kunne følge opbygningen af et helt unikt open-air museum i de gamle spøgelsesbygninger, forklarer Vahit Karaali. Byen blev forladt af grækerne i 1922 ved den græsk/tyrkiske befolkningsudveksling efter Første Verdenskrig. På det tidspunkt ønskede ingen hjemvendte tyrkere at overtage husene. Spøgelsesbygningerne har deres helt egen charme, og landsbyen rummer også mange kapeller, to store kirker, en skole og en toldbygning.