Fjerritslev

Liv i den gamle kro

Fjerritslev Kro holdt borgermøde om stedets fremtid

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Efter borgermødet var der rundvisning på kroen.

Godt 20 borgere sad bænket ved langbordene, da indehaverne af Fjerritslev Kro tirsdag aften inviterede til borgermøde om kroens fremtid. Søren Lynge forklarede lidt om de opgaver, der har været forbundet med krodriften siden åbningen 28. august, samt ledelsens visioner for kroen. Der er ingen tvivl om, at det har været en kæmpe opgave at få lokalerne til bare at se nogenlunde hæderlige ud.

- Vi har skuret og skrubbet rigtig meget, dampet gulve og tapeter og malet adskillige gange, forklarede Søren Lynge i sit oplæg, hvor han blev suppleret af Allan Beith, der flittigt tog noter på computeren.

- Vi har lavet cafeen helt færdig, og den er vi meget stolte af. Grøn, blå og rød stue forbliver krostuer. Vi synes, det vil være synd at lave dem om, sagde Søren Lynge.

Kiksede værelser

Der er stadig et godt stykke vej endnu, da det store lokale, som ligger ud mod Søndergade, stadig trænger til en kærlig hånd, samt værelserne på førstesalen, der, ifølge Søren Lynge, er gået fra at være hyggelige til at være deciderede kiksede.

- Der skal gøres noget ved værelserne hurtigst muligt, for der er en pæn efterspørgsel på dem. Og når man booker et værelse og betaler for det, ja så har man også nogle forventninger til et hvis minimum. Og pænt sagt vil jeg kalde dem aldeles umoderne, sagde Allan Beith, inden han selv svarede på sit spørgsmål om, hvad der er under udvikling. Det er det hele nemlig.

Socialt aspekt

Det er stadig planen, at kroen skal være en virksomhed med et socialt ansvar.

- Der er jo mange opgaver forbundet med krodrift og på sigt er det planen, at det skal være et sted for folk, som ikke er arbejdsklare men aktivitetsklare, sagde Søren Lynge. Kroen skal dog kunne køre rundt uden det grundlag.

- Det er et krav, at vi kan drifte stedet uden det grundlag, da vi jo godt er klar over, at Attrup Havnecafe (ligeledes en socialøkonomisk virksomhed, red.) har svært ved at finde den type medarbejdere, som de søger, sagde Søren Lynge, efter spørgsmål fra salen. Han slår dog fast, at Attrup Havnecafe og Skovsgård Hotel har nogle andre målgrupper, end dem de søger til Fjerritslev Kro.

- Vi vil noget andet, sagde Søren Lynge.

Vil ikke udkonkurrere andre

Fra salen blev der spurgt ind til samarbejde med foreninger om for eksempel juletræsfester og fastelavnsfest, samarbejde med handelsstandsforeningen og deres arrangementer, ideer til koncerter og foredrag.

- Vi vil have fat i et bredt segment og det skal helst være et lokalt fokus. Desuden er det ligesom en del af krokulturen, at skabe rammerne for forskellige arrangementer, sagde Allan Beith.

Som socialøkonomisk virksomhed er det kroens lod ikke at udkonkurrere andre, så derfor vil ejerkredsen indgå i en dialog, hvor de vil vise, hvilke nicher de kan slå sig op på.

- Vi ønsker ikke at jokke nogen over tæerne, supplerede Allan Beith.

Fra salen blev der udtrykt ønske om, at kroen satser på lokale råvarer, som for eksempel fisk fra Thorupstrand. Ejerkredsen er for så vidt med på den ide men betonede, at driften fremfor alt skal være ansvarlig.

Lars Andreasen, Allan Beith, Søren Lynge og Henrik Beith viste efter borgermødet rundt på kroen.

Pia Mai Andreasen og Casper Friss fra ejerkredsen var ikke til stede.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst