Liv i ridecentret i næste uge

Ny rideklub parat til start, inden renoveringen er gennemført

HADSUND:Ryttere og heste er igen på vej til at indtage Hadsund Egnens Ridecenter på Gl. Visborgvej. Allerede i den kommende uge vil de 36 medlemmer af den nystiftede Rideklubben Hadsund kunne tage centret i brug, og det er man parat til ifølge formand Jens Eskildsen. - Vi har på to måneder fået knap 40 medlemmer, og det har været uden at kunne tilbyde dem noget som helst. Det kan vi nu, siger han med en forventning om, at medlemstallet hurtigt vokser. Ridecentret fremstår stort set, som det gjorde, da Sportsrideklubben Hadsund forlod det 1. oktober. Klubbens plan var den gang at vende tilbage, når centret var renoveret, men efter at den nye rideklub har meldt sig på banen, har Sportsrideklubben valgt at gøre opholdet hos Team LA og samarbejdet med Luffe Bøgh permanent. I stedet er Rideklubben Hadsund nu ene om at ville benytte ridebanen og staldene på Gl. Visborgvej. Og man er som nævnt parat til at indtage centret, inden renoveringen er fuldført eller for den sags skyld bare gået i gang. - Men vi er blevet stillet i udsigt, at renoveringen vil ske hen ad vejen, og jeg regner med, at medlemmerne vil gøre en del af arbejdet selv, siger Jens Eskildsen. Privat center Det kan dog meget vel være, at Jens Eskildsen må "regne om". Tingene sker nemlig hurtigt, når det handler om ridecentret. Således mødtes den rekonstruerede bestyrelse for ridecentret med byrådsmedlem Ronny Thomsen i spidsen i går på rådhuset og blev her af embedsmænd fra kultur- og familieforvaltningen præsenteret for en helt ny mulighed. Bestyrelsen har hidtil, i tæt samarbejde med kultur- og familieforvaltningen, arbejdet på at realisere en hårdt tiltrængt renovering af centret, men for nylig modtog man på rådhuset en henvendelse fra ejeren af en privat ridebane på Sandelsmosevej. Hvis man i øvrigt kan forhandle sig til rette, åbner det mulighed for, at rideklubben kan benytte de private faciliteter på Sandelmosevej, så man undgår at renovere det stærkt nedslidte center på Gl. Visborgvej. - Det kan måske vise sig at være den nemmeste løsning for kommunen, men det er op til bestyrelsen at afgøre, siger Trine Gundesen fra kultur- og familieafdelingen på rådhuset. Hun har sammen med afdelingens leder, Jens Peter Gam, besigtiget forholdene. - Og de er tip-top. Der er en 20 gange 60 meter stor indendørs ridebane, hvilket gør, at man kan afholde officielle ridekonkurrencer. Det har man jo i årevis sukket efter ude på det gamle center på Gl. Visborgvej, hvor man kun har 20 gange 40 meter, og hvor der med det nuværende budget ikke bliver råd til mere, siger Trine Gundesen. Indtil nu har man opereret med et budget på 1,5 mio. kr. til renovering, og det giver altså ikke mulighed for at etablere en større ridebane på Gl. Visborgvej. Trine Gundesen tilføjer, at der ikke for nuværende er plads til opstaldning af klubmedlemmernes heste på Sandelsmosevej, men at ejeren er indstillet på at opføre en ny stald, hvis man ellers kan blive enige om betingelserne for rideklubbens brug af stedet. Ingen mirakelløsning Nogen mirakelløsning er der dog ikke tale om, for ridecentrets bestyrelse og i sidste ende Hadsund Kommune vil stadig have et uløst problem med ridecentret. Her har man en kontrakt, der gælder til 2025. - Og hvad stiller man så op med det. Hvis centret skal rages ned, koster det jo også penge. Der har været talt om helt op til 300.000 kr. Og man skal jo også betale en leje til ejeren på Sandelmosevej, siger Trine Gundesen. Muligheden har ikke være forelagt Jens Eskildsen, som udelukkende forholder sig til den nuværende aftale om ridecenteret på Gl. Visborgvej. - Og den agter jeg at fortælle medlemmerne om på generalforsamlingen i morgen aften (onsdag, red.). Det andet kan jeg ikke forholde mig til, før jeg har noget mere konkret, siger han.