EMNER

Liv i tomme butikker i Brovst

Outlet til halv pris, tøj til store piger og lagersalg af sko til lave priser er nye tilbud i forretningsgaden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Britta busk og Jørgen Moulskov flytter deres skotøjsbutik fra Øland til Brovst. Arkivfoto: Hans Ravn

Der begynder nu så småt at komme liv i flere af de tomme butikslokaler i Jernbanegade i Brovst. I ejendommen Jernbanegade 36, hvor der tidligere har været dyrlægeklinik, er der nu åbnet en outletforretning - salg af restpartier til omkring halv pris. I Jernbanegade 41, hvor Hjarsbæk Design har haft til huse, indtil forretningen flyttede over på en anden side af gaden i Revisionsforma Erik Moesgaard Leths tidligere lokaler, har Helle Christiansen i julemåneden indrettet en fysisk udgave af sin internet gavebutik - idebutik.dk. I Jernbanegade 28, hvor tøjforretningen La Boutique tidligere har ligget, åbner til februar en ny butik med tøj til store piger. Endelig kommer der i anden weekend i januar atter liv i skobutikken i Jernbanegade 26. Det er indehaverne af den tidligere skotøjsbutik i Købmandsgården på Øland, Britta Busk og Jørgen Moulskov, der flytter Øland-forretningen til Brovst, hvor de ligesom på Øland vil holde lagersalg en weekend hver måned. Det er Keld Knudsen, der har åbnet outlet-butikken. Han er oprindelig fra Aalborg og har arbejdet i tøjbranchen i mange år, men er nu flyttet til Brovst og har lejet lokalerne til outlet i foreløbig et halvt år. - Jeg håber, der viser sig at være basis for at drive forretningen permanent, siger Keld Knudsen. Jeg opkøber restpartier og kollektionsprøver og forsøger hele tiden at finde noget, der er interessant lige nu. Og så kan kunderne få det til halv pris, pointerer Keld Knudsen, der glæder sig over at have fået en god start i Brovst. Butikken byder bl.a. på tøj, sko, italiensk vin og street boards. Indtil videre er butikken åben torsdag, fredag og lørdag, men i ugen op til jul vil den være åben på fuld tid. Helle Christiansen, Rantzausvej 40, Brovst, åbnede sin internet gavebutik for to år siden og kan melde om god omsætningsfremgang. - Jeg vil prøve at se, hvordan det virker også at have en fysisk butik, siger Helle Christiansen, der i december holder åbent i weekender og i ugen op til jul. Butikken i Jernbanegade er allerede resulteret i flere bestillinger på nettet. www.idebutik.dk byder på et virkelig stort og varieret udvalg i gaveartikler. Det er Mette Christensen fra Tranum, der åbner butik med tøj til store piger i Jernbanegade 28. - Jeg havde lyst til at prøve noget nyt, og da jeg så, at butikken var til leje, slog jeg til. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville sælge, da jeg lejede den. Men jeg har fundet ud af, at der i Jammerbugt er brug for en butik med tøj til store piger, og min butik bliver den eneste af slagsen. - Det tøj, jeg sælger, bliver i størrelserne 42-56, og jeg springer ingen størrelser over. Forretningen kommer til at hedde Butik Chantal (efter min niece), og vi satser på at åbne torsdag 12. februar. Mette Christensen er 35 år og oprindelig uddannet på Brovst Turist- og Erhvervskontor, hvor det i høj grad også handlede om at servicere folk. Senere er hun uddannet pædagog og har i flere år arbejdet inden for socialpsykiatrien i Jammerbugt. I øjeblikket er hun ansat i administrationen på Via University College, det tidligere Ranum Seminarium. Britta Busk og Jørgen Moulskov, som flytter deres tidligere Øland-butik ind i Søgaard Skos tidligere lokaler i Jermnbanegade, venter at kunne åbne i weekenden 9.-11. januar. - Som på Øland vil vi holde lagersalg med varer til lave priser en weekend i hver måned, siger Britta Busk.