Brandmand: Mit liv lå i ruiner
Retssagen mod en 34-årig brandmand, der står tiltalt for 33 brande, begyndte onsdag og fortsætter torsdag
Opdateret kl. 17:44
HJØRRING: Retssagen mod den 34-årige brandmand, der er tiltalt for at stå bag 33 påsatte brande i Fjerritslev-området sidste år, begyndte onsdag.
Den 34-årige nægter sig skyldig i alle anklager, og fortalte i stedet om et liv i ruiner, da han afgav forklaring i retten.
Men selvom han roligt og velvilligt svarede på anklager Kim Kristensens spørgsmål, så var der mange ting, den tiltalte ikke kunne huske eller forklare.
Inden den 34-årige indtog vidneskranken, forelagde Kim Kristensen sagens hovedtemaer for retten.
Anklageren løftede dermed sløret for nogle af de beviser, politiet mener at have mod den 34-årige. Og samtidig antydede anklageren også, at motivet til brandene kunne være økonomisk.
Kim Kristensen fremhævede nemlig for, at den 34-årige ikke har haft fuldtidsarbejde siden 2015, men udelukkende har haft indtægt fra sit arbejde som deltidsbrandmand.
Anklageren bemærkede i den forbindelse, at den 34-årige havde været med til at slukke samtlige påsatte brande med undtagelse af en - nemlig branden på Thistedvej 22, hvor en 87-årig kvinde var i livsfare.
Dna fundet ved en brand
Gennembruddet i sagen 21. november, da overvågningsbilleder fra Fjerritslev Skole viste en mand sætte ild til en bålhytte. Billederne blev senere offentliggjort og det medførte, at adskillige borgere pegede på den 34-årige, forklarede anklageren.
Derudover har politiet kortlagt den 34-årige teleoplysninger som viser, at hans telefon befandt sig i nærheden af alle gerningssteder omkring gerningstidspunkterne.
Og ved en enkelt brand er den 34-åriges dna fundet.
Forsvarer: Ikke beviser
Den 34-årige forsvarer afviste dog politiets beviser. Han bemærkede, at fundet af den 34-åriges dna ikke er besynderligt, da han var på stedet for at slukket branden som brandmand.
Derudover understregede forsvareren, at politiet i løbet af efterforskningen havde haft en anden mistænkt, og ifølge forsvareren er det ikke endegyldigt bevist, at den anden mistænkte ikke kan være gerningsmanden.
Privatliv i ruiner
Den 34-årige forklarede i retten, at hans privatliv lå i ruiner i perioden, hvor de påsatte brande hærgede. Han havde et massivt alkoholproblem, han havde ingen indtægt og hans hus endte med at gå på tvangsauktion.
Og efter han blev anholdt, forlod kæresten ham, forklarede han.
Anklager Kim Kristensen spurgte ind til, hvorfor han ikke havde sørget for at få dagpenge eller kontanthjælp, men det kunne den 34-årige ikke svare på.
I stedet fortalte han, at han drak rigtig meget sammen med nogle venner. Den 34-årige erkendte også, at han ofte var fuld, når han var med ude at slukke brande. Og at han i flere tilfælde kørte brandbilen i beruset tilstand på vej ud til brandene.
Teleoplysninger centralt bevis
På førstedagen for retssagen blev de 16 første brande gennemgået. Ved hver brand kunne anklageren vise teleoplysninger der viser, at den 34-årige har været ved brandstederne før eller omkring brandtidspunktet.
Den 34-årige kunne enten ikke forklare, hvorfor han havde været i områderne, eller kunne han ikke huske det. Han afviser dog kategorisk, at han har sat ild, men forklarede i stedet, at områderne ligger på en af hans "spritruter", at han kunne have været ude at køre og drikke øl.
- Nu har vi haft flere tilfælde, hvor du har været ved brandstederne før det brændte. Kan du forstå, at jeg synes, det ser underligt ud?, spurgte anklageren.
- Ja, men bare fordi man er i et område, betyder det da ikke, at man har tændt ild, svarede den 34-årige.
- Så det er tilfældigt?, fulgte anklageren op.
- Ja, lød det korte svar.
Og tættere på en forklaring kom retten ikke den første retsdag.
Den 34-årige fortsætter forklaringen torsdag, hvor han blandt andet skal afhøres om branden hos den 87-årige på Thistedvej.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.