Liverpool bomber Laudrup og co. i stykker

Fra sidelinjen kunne Michael Laudrup se sit Swansea mandskab blive udspillet og tabe 0-5 til Liverpool.

Liverpool bomber Laudrup og co. i stykker

Liverpool demonstrerede søndag, at holdet ikke helt har glemt, hvordan man spiller fodbold, da Daniel Agger og holdkammeraterne på overlegen vis slog Michael Laudrups Swansea med 5-0 i Premier League.

Steven Gerrard, Philippe Coutinho, Jose Enrique, Luis Suarez og Daniel Sturridge scorede for Liverpool, der overtager Swanseas syvendeplads i Englands bedste fodboldrække.

Sejren til Liverpool var - som cifrene antyder - helt fortjent, for det var værterne, der styrede alt, hvad der foregik på Anfield.

Hjemmeholdet, der bare havde fået to point i de tre foregående Premier League-kampe, havde svært ved at få omsat de første store chancer til mål.

Men da Luis Suarez efter en god halv times spil blev nedlagt ved baglinjen, og anfører Steven Gerrard lige nøjagtig fik sendt sit straffespark fladt forbi Swansea-keeper Michel Vorm til 1-0, var der åbnet op.

Michael Laudrup havde bænket flere af sine Swansea-stjerner, blandt andre topscorer Michu, for at spare dem til næste uges finale mod Bradford City i Capital One Cup-finalen på Wembley.

Det kunne tydeligt ses, og efter pausen gik holdet op i limningen. Anden halvleg var blot nogle få sekunder gammel, da Philippe Coutinho med tre fodbold-kiggende Swansea-spillere omkring afsluttede et sololøb med målet til 2-0.

Liverpool kombinerede sig lidt senere flot til 3-0-målet, som Jose Enrique kunne vippe over Michel Vorm i Swansea-målet.

Bare 10 minutter efter pausen kunne Luis Suarez omsætte en stikning fra Stewart Downing til 4-0 med et flot drøn ude ved stolpen.

På endnu et straffespark kunne Daniel Sturridge til sidste afslutte målfesten med scoringen til 5-0.

Det var på ingen måde til at se på Liverpool, at holdet før søndagens opgør mod Swansea ikke havde slået et hold fra top-10 i denne sæson. Men Daniel Agger og holdkammeraterne fik heller ikke megen modstand.

Kampen blev lidt af en nedtur for Michael Laudrup og assistenten Morten Wieghorst på Swanseas trænerbænk, der på næste søndag skal forsøge at hjemføre titlen i Capital One Cuppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.