Liverpool-stopper er sigtet for falsk vidneforklaring

Dejan Lovren bliver anklaget for at have talt usandt i en retssag mod tidligere topfolk i Dinamo Zagreb.

Dejan Lovren var i sommer med til at vinde sølv med det kroatiske landshold ved VM i Rusland. Foto: Carl Recine/arkiv/Reuters

Dejan Lovren var i sommer med til at vinde sølv med det kroatiske landshold ved VM i Rusland. Foto: Carl Recine/arkiv/Reuters

Endnu en kroatisk fodboldstjerne er nu blevet sigtet for falsk vidneforklaring i hjemlandet.

Det drejer sig om Liverpool-forsvareren Dejan Lovren, der ifølge statsanklageren har talt usandt i en korruptionssag mod den tidligere Dinamo Zagreb-chef Zdravko Mamic og tre andre personer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Anklageren mener, at Lovren løj i sin forklaring om fordeling af transferpenge mellem ham og Mamic.

Tidligere på året blev også Real Madrid-spilleren Luka Modric sigtet for at have afgivet falsk vidneforklaring i sagen.

Ifølge anklageren angav Modric en forkert dato i et kontraktteknisk spørgsmål.

Både Modric og Lovren har en fortid i Dinamo Zagreb og var indkaldt som vidner i sagen mod de tidligere klubchefer, som står tiltalt for økonomisk fusk og skattesvindel.

Kendes de skyldige i falsk vidneforklaring, kan spillerne blive idømt fængselsstraf på mellem seks måneder og fem år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.