Liverpool udbygger føringen efter nyt City-nederlag

Liverpool og Tottenham lukrerede begge stort på endnu et nederlag til Manchester City.

Ritzau
Liverpools Mohamed Salah nåede op på 12 ligascoringer i sæsonen, da han scorede på straffespark mod Newcastle.
Fodbold 26. december 2018 18:00 - Opdateret 26. december 2018 18:23

LONDON: Liverpool og Tottenham fik begge en perfekt "Boxing Day" i den engelske Premier League med knusende sikre hjemmesejre og dermed fuldt udbytte af, at Manchester City tabte for tredje gang i de seneste fire kampe.

Onsdag tabte City således 1-2 hos Kasper Schmeichels Leicester og ryger dermed ned på tredjepladsen med 44 point for 19 kampe.

Tottenham har 45 point, efter at Christian Eriksen scorede i 5-0-ydmygelsen af Bournemouth, mens Liverpool øgede forspringet i toppen til seks point og har 51 af slagsen.

Liverpool besejrede Newcastle med sikre 4-0.

Hjemme på Anfield åbnede Liverpool stærkt, og efter et par gode muligheder til hjemmeholdet satte Dejan Lovren det første mål på scoretavlen, da forsvarsspilleren efter 11 minutter flugtede en nedfaldsbold op i nettaget efter et hjørnespark.

Newcastle koncentrerede sig om at holde stand og havde nærmest intet at byde på offensivt.

Men blot tre minutter efter pausen røg den defensive plan helt i vasken, da Paul Dummett ifølge dommeren hev Mohamed Salah om kuld i feltet, og den lille egypter selv scorede på straffesparket til 2-0.

Xherdan Shaqiri scorede til 3-0 11 minutter før tid. Fabinho headede 4-0-målet ind efter hjørnespark i det 85. minut.

Det var Salahs 12. scoring i Premier League i denne sæson. Samme antal er Harry Kane oppe på.

For også Kane og Tottenham har gang i en maksimalt god jul.

Christian Eriksen, Son Heung-min og Lucas Moura fjernede med scoringer i første halvleg hurtigt al spænding i hjemmekampen mod Bournemouth.

I anden halvleg satte Harry Kane og Son Heung-min punktum.

Eriksens mål var hans tredje i sæson og kom i stand via et afrettet skud fra distancen.

I Leicester kom Manchester Citys tab i stand efter 1-0-scoring af gæsternes Bernardo Silva i det 14. minut og udligning af Marc Albrighton fem minutter senere.

Ni minutter før tid scorede Ricardo Pereira til 2-1 på et drøn fra kanten af feltet efter hjørnespark.

Til slut fik gæsternes Fabian Delph direkte rødt kort for en voldsom tackling.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...