Liverpools målkonge fylder 50

Ian Rush fylder i dag 50 år. Foto: Scanpix

Ian Rush fylder i dag 50 år. Foto: Scanpix

¤ Ian Rush, fodboldspilleren, der blev en legende i Liverpool, hvor han er den mest scorende spiller i historien, fylder i dag 50 år. Han var en af hovedmændene bag Liverpools store dominans i engelsk fodbold i 1980'erne, ikke mindst fordi han scorede mål på stribe. Ian Rush huskes endnu som en af Europas helt store målkonger, og han blev en legende i Liverpool. I 660 kampe scorede han 346 mål, flere end nogen anden i klubbens historie. Ian Rush kan også prale af at være alle tiders mest scorende for Wales med 28 mål. Manden med det karakteristiske overskæg nåede at tilbringe i alt 15 år på Liverpools berømte hjemmebane, Anfield, fra 1980 til 1996, kun afbrudt af et år uden succes hos italienske Juventus fra 1987 til 1988. Han blev i 1980 hentet hos Chester af Liverpools navnkundige manager Bob Paisley, og efter lidt startproblemer udviklede den walisiske angriber sig til at nå store højder. Fem engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og fem Liga Cup-trofæer var Ian Rush med til at vinde, og han scorede i straffesparkskonkurrencen, da Liverpool i 1984 vandt mesterholdenes Europa Cup, forløberen for Champions League. Samme år blev Ian Rush topscorer i den bedste engelske fodboldrække med 32 mål. Efter afskeden med Liverpool i 1996 gik Ian Rush' karriere på hæld i klubber som Leeds og Newcastle, og han stoppede med få kampe for Sydney Olympic i Australien i 2000. Siden var Ian Rush en kort overgang manager for Chester, men ellers har han fungeret som ekspertkommentator for forskellige medier. I dag arbejder han igen for Liverpool, blandt andet som ambassadør for klubben. /ritzau/