Livestreaming fra rutsjebanen
Fårup Sommerland livestreamer nu hele turen med rutsjebanen Orkanen
FÅRUP: Som første forlystelsespark i verden introducerer Fårup Sommerland i samarbejde med Bredbånd Nord nu et såkaldt LiveSeat i forlystelsen Orkanen. Initiativet går i luften i efterårsferien og giver gæster mulighed for at livestreame familie og venners hæsblæsende rutsjebanetur direkte på telefonen.
I 2013 indviede Fårup Sommerland Orkanen, der samme år blev kåret som Europas 2. bedste rutsjebane.
- Vi ønskede at lave noget helt spektakulært inden for vores verden og fik så idéen til livestreaming fra en vogn i en af vores vildeste rutsjebaner Orkanen. På den måde kan gæster i parken følge, hvordan venner og familie i den bagerste vogn reagerer på fart, sving og dyk på turen rundt i forlystelsen, siger marketingchef Rasmus Mortensen i Fårup Sommerland.
Rent praktisk fungerer livestreamingen ved, at der er monteret et kamera på den bageste vogn, som filmer de to bagerste sæder – det såkaldte LiveSeat. For at streame skal man være gæst i parken og være logget på Fårups WiFi. Via Fårups Wi-Fi skal gæsterne scanne en QR-kode med deres smartphone, som tager dem direkte til livestreamet.
Det er Orkanens bagerste vogn, der er udvalgt som LiveSeat, da hastigheden føles højere på de bagerste pladser. Samtidig sikrer man, at der ikke streames fra de andre vogne. Live-sæderne er markeret med tydelig skiltning, så gæsterne ved, om de har sat sig i de sæder, hvor der filmes.
Fårup Sommerland har høje forventninger til verdensnyheden, som man tror bliver en succes:
- Der er generelt en stor lyst til at dele oplevelser med hinanden, og med Fårup Live Seat kan eksempelvis bedsteforældre, yngre søskende eller andre i gruppen, der ikke har mod på at prøve forlystelsen, stadig være en del af oplevelsen. Det tror vi, at rigtig mange vil syntes er sjovt, siger Rasmus Mortensen.
Verdensnyheden går i luften i efterårsferien og kan opleves fra lørdag 9. til lørdag 17. oktober. Fårup LiveSeat kører fast fra den nye sæson, der starter 4. maj 2016.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.