Livet efter kiksen

HJØRRING:Medarbejderne på Kelsen/Bisca i Hjørring vil gerne tage en uddannelse for at få et job. Tillidsmand Lis Brandt har siden meldingen om lukningen af fabrikken haft samtaler med 60 medarbejdere, og hun sporer en klar tendens til, at medarbejderne gerne vil stikke næsen i bøgerne og uddanne sig. - Mange har besluttet sig for, at de gerne vil have en uddannelse, mens andre har sagt, at de vil se, om de kan få job først. Hvis de så ikke kan få job, vil de tage en uddannelse. Det er kun få, der har meldt ud, at de overhovedet ikke vil uddanne sig, siger Lis Brandt. I går havde Kelsen/Bisca besøg af forskellige uddannelsesinstitutioner og AF, der fortalte medarbejderne om de muligheder, de har, når fabrikken lukker i august. En af medarbejderne, der gerne vil uddanne sig er 23-årige Heidi Andersen, der efter tiden på Kelsen/Bisca vil være kok. - I dag kommer man ikke langt uden en uddannelse, siger Heidi Andersen, der forventer, at uddannelsen som kok kan give hende et job. Selvom mange på fabrikken er positive over for idéen med at uddanne sig, er der især en gruppe af medarbejdere, der ikke har lyst til at studere. - Dem, som har sagt nej til at lade sig uddanne er især folk, der er tæt på efterlønsalderen. Men der er også unge mennesker, der siger, at det ikke er noget for dem at gå i skole, siger Lis Brandt.