Livet er en gave fra Gud
At livet er dybt forunderligt og en mageløs uselvfølgelighed.
Henrik Bang Møller
Dødsfald, modgang, alderdom, sygdom – men også en for så vidt uforklarlig følelse af glæde og overskud, synet af ens eget nyfødte barn, af storslået natur, en uventet begunstigelse, himmelhvælvingens milliarder af lysende stjerner, hvori øjet kan gå på opdagelse. Samt massevis af andre ting. Oplevelser, som får os til at stoppe op midt i vores ellers travle hverdag - får os til at se på os selv, på vores liv og meningen med den tilværelse, vi er blevet kastet lige ud i. Mening og sammenhæng er ikke først og fremmest noget, man tænker sig til. Oftest føler man en sammenhængskraft i sit liv. Noget, der holder sammen på det. Og et andet vigtigt kendetegn ved denne følelse eller oplevelse er, at den heller ikke fuldt ud lader sig forklare. De tråde, som væver sig ind i vores liv og skaber sammenhæng og mening, trækker sig langt uden for forstandens horisont, så vi ikke kan se, hvor de ender. Man føler en sammenhæng, men man forstår den ikke fuldt ud. Ydermere er det mange gange sådan, at det først er bagefter, man for alvor bliver klar over, man blev opretholdt og båret af en mening og sammenhængskraft. Tanken kommer næsten altid haltende bagefter og forsøger så at forstå og måske endda fastholde dén følelse og oplevelse af sammenhæng og mening, man lige havde haft. Bliver man dernæst meget forhippet på at fastholde lykken og meningen, så glider den os af hænde. Følelsen af sammenhæng og mening kommer af sig selv, uden vores hverken formende eller skabende initiativ eller bidrag. Fælles for al tilnærmelsesvis menneskelig lykke og oplevelse af mening er et stærkt, uomgængeligt element af selvforglemmelse. Derfor er det heller aldrig lykkedes mennesket at konstruere en mening med tilværelsen. I de store ideologier som nazisme og marxisme mente faktisk temmelig mange mennesker, at de havde fundet frem til en sammenhæng, som intellektuelt tilfredsstillede dem. Det var der til gengæld også mange mennesker, der ikke mente, men som skulle omvendes, så de fik den rette tro. I bakspejlet kan man konstatere, at disse ideologier havde mere eller mindre udtalte ambitioner om at erstatte religionens og kristendommens plads i menneskers og samfunds liv. Gud var som bekendt blevet erklæret for død, så mennesket dernæst kunne sætte sig selv i centrum, guddommeliggøre sine egne tanker, ophøje dem til videnskab og sluttelig svinge pisken over samfund og mennesker. Det er der stadigvæk nogle, der vil. Man kunne kalde dem kulturradikalismens sidste dages hellige. De er fromme som bare pokker. Blot uden Gud. Ham tåler de ingen konkurrence fra, hvilket sådan set er klogt nok. Ingen mennesker lever jo evigt. Den dag i dag kan man blandt nogle videnskabsfolk se den mildest talt naive forestilling forfægtet, at mennesket nok en dag med videnskaben skal få klargjort, hvordan verden, universet og den menneskelige tilværelse er skruet sammen. Det er ikke kun naivt. Det er stupidt og temmelig uvidenskabeligt. Vores samlede viden om naturen, universet og mennesket vokser ganske vist dag for dag – og i vores tid ydermere med enorm hast. Men de ædruelige videnskabsmænd uden ideologiske skyklapper fastholder naturligvis nøgternt, at dette ikke er ensbetydende med, at det, vi ikke ved eller forstår, så skrumper tilsvarende ind. Faktisk er det lige omvendt: Jo mere vi ved, desto mere vokser alt det, vi ikke ved og forstår. Det er både nøgternt og ædrueligt at holde sig selv og andre fast på det faktum. Hvis nogle tiloversblevne kulturradikalister stadig med et lønsomt håb ser hen til videnskaben som legitimation af deres tåbelige skråsikkerhed, må man forsøge at overbevise dem om det sobre i, at videnskaben aldrig nogensinde kan skaffe os et grundlag for at omgås livet som den selvfølgeligste ting af alt. Navnlig ikke, når man må konstatere, at ikke alene mit eget, men verdens og universets liv er blevet til helt uden mit billigende samtykke. Man behøver ikke være gammel eller syg for at kunne indse og forstå, hvor mirakuløst et under livet er. Hver dag! At kunne både føle og dernæst også intellektuelt begribe, med hvilken generøsitet skaberen lader os stå i en uforskyldt modtagerposition over for livet og tilværelsen. Når alt kommer til alt, hverken kan eller skal vi selv gøre noget til, for at livet er der. I dén forstand er det et meget mere nærliggende synspunkt på sig selv og tilværelsen at lægge sig i forlængelse af den berømte biskop Anselm af Canterbury (1033-1109), der engang formulerede: ”Jeg tror, for at kunne forstå” (lat.: credo ut intelligam). Troen er den bedste forudsætning for at kunne forstå hele livet og tilværelsen. Og ikke som videnskaben et i den store sammenhæng begrænset udsnit af den. Langt hovedparten af det vilkår, vi lever og forstår vores tilværelse på, unddrager sig vores egensindige videnskabelige kontrol. Det betyder ikke, at der ikke skal bedrives videnskab. Men det er på mange måder betingelsen for, at videnskab kan forblive videnskab – og ikke prætentiøs ideologisk ensretning af mennesker og kultur. Livet er en gave fra Gud! Det er ikke en særlig religiøs eller kristelig påstand. Det er den naturligste og selvfølgeligste menneskelige reaktion på oplevelsen og følelsen af den sammenhæng og mening, der trods al modgang og ondskab stadig bliver tilbage efter alle vores moralske og rethaveriske mellemregninger. Ateismen er langt mere anfægtende end troen på Gud. [ Henrik Bang-Møller, sognepræst i Skagen
