Livet er en gave fra Gud

At livet er dybt forunderligt og en mageløs uselvfølgelighed.

Henrik Bang Møller

Henrik Bang Møller

Døds­fald, mod­gang, al­der­dom, syg­dom – men også en for så vidt ufor­klar­lig fø­lel­se af glæ­de og over­skud, sy­net af ens eget ny­fød­te barn, af stor­slå­et na­tur, en uven­tet be­guns­ti­gel­se, him­mel­hvæl­vin­gens mil­li­ar­der af ly­sen­de stjer­ner, hvor­i øjet kan gå på op­da­gel­se. Samt mas­se­vis af an­dre ting. Op­le­vel­ser, som får os til at stop­pe op midt i vo­res el­lers trav­le hver­dag - får os til at se på os selv, på vo­res liv og me­nin­gen med den til­væ­rel­se, vi er ble­vet kas­tet lige ud i. Me­ning og sam­men­hæng er ikke først og frem­mest no­get, man tæn­ker sig til. Of­test fø­ler man en sam­men­hængs­kraft i sit liv. No­get, der hol­der sam­men på det. Og et an­det vig­tigt ken­de­tegn ved den­ne fø­lel­se el­ler op­le­vel­se er, at den hel­ler ikke fuldt ud la­der sig for­kla­re. De trå­de, som væ­ver sig ind i vo­res liv og ska­ber sam­men­hæng og me­ning, træk­ker sig langt uden for for­stan­dens ho­ri­sont, så vi ikke kan se, hvor de en­der. Man fø­ler en sam­men­hæng, men man for­står den ikke fuldt ud. Yder­me­re er det man­ge gan­ge så­dan, at det først er bag­ef­ter, man for al­vor bli­ver klar over, man blev op­ret­holdt og bå­ret af en me­ning og sam­men­hængs­kraft. Tan­ken kom­mer næs­ten al­tid hal­ten­de bag­ef­ter og for­sø­ger så at for­stå og mås­ke end­da fast­hol­de dén fø­lel­se og op­le­vel­se af sam­men­hæng og me­ning, man lige hav­de haft. Bli­ver man der­næst me­get for­hip­pet på at fast­hol­de lyk­ken og me­nin­gen, så gli­der den os af hæn­de. Fø­lel­sen af sam­men­hæng og me­ning kom­mer af sig selv, uden vo­res hver­ken for­men­de el­ler ska­ben­de ini­tia­tiv el­ler bi­drag. Fæl­les for al til­nær­mel­ses­vis men­ne­ske­lig lyk­ke og op­le­vel­se af me­ning er et stær­kt, uom­gæn­ge­ligt ele­ment af selv­for­glem­mel­se. Der­for er det hel­ler al­drig lyk­ke­des men­ne­sket at kon­stru­ere en me­ning med til­væ­rel­sen. I de sto­re ideo­lo­gi­er som na­zis­me og marx­is­me men­te fak­tisk tem­me­lig man­ge men­ne­sker, at de hav­de fun­det frem til en sam­men­hæng, som in­tel­lek­tu­elt til­freds­stil­le­de dem. Det var der til gen­gæld også man­ge men­ne­sker, der ikke men­te, men som skul­le om­ven­des, så de fik den ret­te tro. I bak­spej­let kan man kon­sta­te­re, at dis­se ideo­lo­gi­er hav­de mere el­ler min­dre ud­tal­te am­bi­tio­ner om at er­stat­te re­li­gio­nens og kris­ten­dom­mens plads i men­ne­skers og sam­funds liv. Gud var som be­kendt ble­vet er­klæ­ret for død, så men­ne­sket der­næst kun­ne sæt­te sig selv i cen­trum, guddommeliggøre sine egne tan­ker, op­hø­je dem til vi­den­skab og slut­te­lig svin­ge pis­ken over sam­fund og men­ne­sker. Det er der sta­dig­væk nog­le, der vil. Man kun­ne kal­de dem kul­tur­ra­di­ka­lis­mens sid­ste da­ges hel­li­ge. De er from­me som bare pok­ker. Blot uden Gud. Ham tå­ler de in­gen kon­kur­ren­ce fra, hvil­ket så­dan set er klogt nok. In­gen men­ne­sker le­ver jo evigt. Den dag i dag kan man blandt nog­le vi­den­skabs­folk se den mil­dest talt nai­ve fore­stil­ling for­fæg­tet, at men­ne­sket nok en dag med vi­den­ska­ben skal få klar­gjort, hvor­dan ver­den, uni­ver­set og den men­ne­ske­li­ge til­væ­rel­se er skru­et sam­men. Det er ikke kun na­ivt. Det er stu­pidt og tem­me­lig uvi­den­ska­be­ligt. Vo­res sam­le­de vi­den om na­tu­ren, uni­ver­set og men­ne­sket vok­ser gan­ske vist dag for dag – og i vo­res tid yder­me­re med en­orm hast. Men de æd­rue­li­ge vi­den­skabs­mænd uden ideo­lo­gis­ke sky­klap­per fast­hol­der na­tur­lig­vis nøg­ternt, at det­te ikke er ens­be­ty­den­de med, at det, vi ikke ved el­ler for­står, så skrum­per til­sva­ren­de ind. Fak­tisk er det lige om­vendt: Jo mere vi ved, de­sto mere vok­ser alt det, vi ikke ved og for­står. Det er både nøg­ternt og æd­rue­ligt at hol­de sig selv og an­dre fast på det fak­tum. Hvis nog­le til­overs­blev­ne kulturradikalister sta­dig med et løn­somt håb ser hen til vi­den­ska­ben som le­gi­ti­ma­tion af de­res tå­be­li­ge skrå­sik­ker­hed, må man for­sø­ge at over­be­vi­se dem om det sob­re i, at vi­den­ska­ben al­drig no­gen­sin­de kan skaf­fe os et grund­lag for at om­gås li­vet som den selv­føl­ge­lig­ste ting af alt. Navn­lig ikke, når man må kon­sta­te­re, at ikke ale­ne mit eget, men ver­dens og uni­ver­sets liv er ble­vet til helt uden mit billigende sam­tyk­ke. Man be­hø­ver ikke være gam­mel el­ler syg for at kun­ne ind­se og for­stå, hvor mi­ra­ku­løst et un­der li­vet er. Hver dag! At kun­ne både føle og der­næst også in­tel­lek­tu­elt be­gri­be, med hvil­ken ge­ne­rø­si­tet ska­be­ren la­der os stå i en ufor­skyldt modtagerposition over for li­vet og til­væ­rel­sen. Når alt kom­mer til alt, hver­ken kan el­ler skal vi selv gøre no­get til, for at li­vet er der. I dén for­stand er det et me­get mere nær­lig­gen­de syns­punkt på sig selv og til­væ­rel­sen at læg­ge sig i for­læn­gel­se af den be­røm­te bis­kop Anselm af Can­ter­bu­ry (1033-1109), der en­gang for­mu­le­re­de: ”Jeg tror, for at kun­ne for­stå” (lat.: credo ut intelligam). Tro­en er den bed­ste for­ud­sæt­ning for at kun­ne for­stå hele li­vet og til­væ­rel­sen. Og ikke som vi­den­ska­ben et i den sto­re sam­men­hæng be­græn­set ud­snit af den. Langt ho­ved­par­ten af det vil­kår, vi le­ver og for­står vo­res til­væ­rel­se på, und­dra­ger sig vo­res egen­sin­dige vi­den­ska­be­li­ge kon­trol. Det be­ty­der ikke, at der ikke skal be­dri­ves vi­den­skab. Men det er på man­ge må­der be­tin­gel­sen for, at vi­den­skab kan for­bli­ve vi­den­skab – og ikke præ­ten­ti­øs ideo­lo­gisk ens­ret­ning af men­ne­sker og kul­tur. Li­vet er en gave fra Gud! Det er ikke en sær­lig re­li­giøs el­ler kris­te­lig på­stand. Det er den na­tur­lig­ste og selv­føl­ge­lig­ste men­ne­ske­li­ge re­ak­ti­on på op­le­vel­sen og fø­lel­sen af den sam­men­hæng og me­ning, der trods al mod­gang og ond­skab sta­dig bli­ver til­ba­ge ef­ter alle vo­res mo­ral­ske og ret­ha­ve­ri­ske mel­lem­reg­nin­ger. Atei­smen er langt mere anfægtende end tro­en på Gud. [ Hen­rik Bang-Møl­ler, sog­ne­præst i Ska­gen