Turisme

Livet er ikke en selvfølge

Fredag 26. november CAMP DANEVANG: Efter flere dage med lange natoperationer er det heldigvis blevet tid til at slappe lidt af på skydebanen i dag. Det er ren fornøjelse bare at træne og prøve nye våben af. FREDERIKSHAVN: Med åbent hus, julefrokost og bankospil på arbejdet er det en travl og hyggelig dag for Stine, hvor der heldigvis ikke bliver tid til dumme tanker om Claus. Bent kører til Tyskland med Hjemmeværnet. De skal både gå march og have generalforsamling i idrætsforeningen i weekenden. Lørdag 27. november CAMP DANEVANG: 04.30 ringer Claus' vækkeur, og det er ene og alene for fornøjelsens skyld. Han skal nemlig hygge sig med at gå den 22 km. lange Dancon March sammen med nogle af drengene. FREDERIKSHAVN: Mens Stine er i gang med den store julerengøring, ringer Claus fra Irak og løfter humøret mere end julemanden fra Grønland kunne have gjort. Tyve minutter uden afbrydelser giver så meget energi, at hun farer omkring til klokken et om natten, før hun falder til ro. Søndag 28. november CAMP DANEVANG: Fuldstændig uventet er Christian (en god ven hjemme fra flådestationen) nærmest ved at bryde container-døren ind, mens Claus stadig ligger under dynen. Fedt! De to skulle egentlig have været af sted sammen, men så blev Christian uddannet bodyguard og kom til Basra i stedet for Camp Danevang. De havde ikke regnet med at skulle se hinanden, men pludselig står han der altså. Det er en fed følelse at snakke ansigt til ansigt i stedet for bare at skrive breve; VISE ham, hvad jeg laver hernede. FREDERIKSHAVN: Bent kommer hjem fra Tyskland og tjekker mail. Indbakken er tom, men det er nok bare et tegn på, at Claus bliver holdt til ilden med masser af arbejde. Og det er kun godt, at han ikke får tid til at sidde og tænke. Mandag 29. november CAMP DANEVANG: Claus kører rundt og ser til det irakiske politi ude på stationerne. Ingen problemer i dag. FREDERIKSHAVN: Stine beslutter sig for at konfrontere sin frygt. Det kan ikke passe, at hun ikke længere kan gå en tur i mørket, uden at have grimme forestillinger om, hvad der sker med Claus. Det var et stort nederlag at opdage det i sidste uge, og nu må hun kæmpe sig op igen. Hun går en lang tur, og faktisk går det også meget bedre i aften. Hun har bare ikke den samme styrke, som hun plejer. Både Claus og arbejdet suger kræfterne ud af hende. Jeg har altid været den stærke. Ikke bare fordi jeg skulle. Fordi jeg var det. Det skal jeg være igen. Tirsdag 30. november CAMP DANEVANG: Claus kommer forbi sin egen station på patruljen i dag. Det lokale politi har været i skudduel og vil gerne have beskyttelse. Men det er der ikke ressourcer til, og det nytter heller ikke noget. De skal lære at klare sig selv og sætte sig i respekt. Onsdag 1. december FREDERIKSHAVN: Bent læser på Hærens Operative Kommandos hjemmeside, at to danske patruljer er blevet ramt af vejbomber i går aftes. Heldigvis var de i pansrede køretøjer, og ingen kom til skade. CAMP DANEVANG: Claus hører også først om bomberne her til morgen. Der, hvor den ene sprang, havde han selv kørt tidligere på dagen. Uden panser. Uden panser... FREDERIKSHAVN: Bent printer nyheden ud, så Stine selv kan læse, at ingen er kommet tilskade. Hun når det lige, inden hun skal afsted til FOA's bestyrelseskonference i Dronninglund. CAMP DANEVANG: Hvis bomben var sprunget, da vi kom forbi i de bløde biler - så havde vi været... Så havde situationen været en anden i dag. Bomben havde fuldstændig smadret en værktøjskasse, der stod oven på bilen. Det havde vi ikke holdt til. Det er frustrerende, at de biler, vi har kæmpet for at få herned, først kommer med næste hold. Der skal lig til, før der sker noget. Det er hårdt sagt, men sådan er det åbenbart. Vi får at vide, at vi kan låne os til pansrede køretøjer, men der er bare ikke nok af dem. FREDERIKSHAVN: Bent får mail fra Claus, der kort skriver, at han har kørt samme sted kort før. Det er åbenbart en tilfældighed, at det ikke er Claus, der er blevet ramt. Han skriver selvfølgelig tilbage med det samme og roser Claus for at skrive hjem hurtigt. CAMP DANEVANG: I lejren møder Claus de andre tre, der var med i bilerne i går. - Det var heldigt, der ikke skete noget med os dér, blev der bare sagt. Der er ikke mere at snakke om. De var heldige, og nu må de videre med arbejdet. Claus har vagt, så han skal være klar til at rykke ud, hvis der bliver brug for hjælp. Tankerne er mest hos drengene, der patruljerer. Bare, de kommer helskindet hjem i dag. FREDERIKSHAVN: Så er der mail fra Claus igen. Bent er på samme tid lettet og vred. Det ville være den mest lusede måde at miste livet på. Men i stedet for at tænke på, hvad der kunne være sket med Claus, må jeg tænke på, hvad jeg kan gøre for Stine. Hende kan jeg hjælpe. CAMP DANEVANG: Claus tænker på, hvordan bombemændene har stået skjult et eller andet sted med ledninger til bomben i hånden - hvordan de har været klar til at sætte ledningerne på batteriet, når de kom. Var det mon bare tilfældigt, at de ikke stod der kl. 10.00? FREDERIKSHAVN: Stine ringer hjem fra Dronninglund flere gange i løbet af dagen og aftenen, men Bent fortæller ikke noget. Det her skal hun ikke have at vide over telefonen. CAMP DANEVANG: Claus er heldigvis træt, da han går i seng, så det går forholdsvist hurtigt med at falde i søvn, selvom tankerne stadig styrter rundt i hovedet. Der er én eller anden, der holder hånden over os. Det er helt sikkert. Torsdag 2. december FREDERIKSHAVN: Der er mail igen i dag. CAMP DANEVANG: Koncentrationen er rettet mod vejsiden i dag. "Bombe," tænker Claus, hver gang han ser noget i vejsiden, men det er det heldigvis ikke. Claus er vred og vil gøre sit til at finde bombemændene, men det er svært, for de tilhører tilsyneladende ikke nogen bestemt gruppe. Det er frustrerende, når vi er her for at hjælpe. Vi er jo ikke en besættelsesmagt. Men nogen vil åbenbart have os ud. FREDERIKSHAVN: Stine kommer hjem fra konferencen og hører om de sidste tre mails fra Claus. Faktisk er det en lettelse, at han selv tænker over, at det kunne være gået galt - i stedet for den sædvanlige hvalpe-agtige attitude. Jeg tror det bliver en meget moden mand, der kommer hjem. Men det havde ikke nødvendigvis været den her måde, han skulle blive moden på. Aftenen går bedre, end Stine selv har forestillet sig. Der kommer godt nok noget om et torturkammer i fjernsynet, men så går hun bare ud i køkkenet og laver lidt. CAMP DANEVANG: Tankerne er holdt fast på arbejde det meste af dagen, men ind i mellem strejfer det Claus, at han faktsik kunne have været død. Jeg vil sgu ikke... Jeg vil ikke væk herfra. Men man ved, der er en risiko, og så må man bare leve med den. Eller også må man lade være.