Livet gik i stå

Overfald i lejlighed og efterfølgende sexmisbrug har vendt op og ned på to søstres liv

BRYNE:Livet gik i stå for to søstre fra Aalborg, da de en juli-aften i 2003 blev overfaldet af en mand i lillesøsterens lejlighed i Aalborg. Manden sidder nu på anklagebænken i en norsk retssal, hvor han også er tiltalt for mordet på en norsk kvinde for over tre år siden. De to søstre var i går indkaldt som vidner i Jæren tingrett, og gjorde begge et stærkt indtryk. Men inden de satte sig i vidnestolen, havde de bedt om, at tiltalte ikke var til stede under afhøringen. Løsningen blev, at han blev placeret i et hjørne med en politimand foran sig, hvorfra han stadig kunne høre med. Selv om forklaringen kom flydende og sammenhængende, måtte begge dog holde små pauser for at trække vejret dybt og gå videre. I detaljer beskrev de, hvad de havde været udsat for i lejligheden i Falstersgade. Først på aftenen havde manden, som de ikke kendte, trængt sig på og vedholdende spurgt efter en person ved navn Jesper, som angiveligt skyldte penge. Men søstrene afviste ham og opfattede det som fuldemandssnak. Ventede med kniv Da de senere på aftenen kom hjem fra en gåtur i Østre Anlæg, stod han og ventede på dem, og denne gang trængte han helt ind i lejligheden, hvor han straks trak en kniv frem. Søstrene blev beordret ind på en seng, og mens de sad i det mørklagte rum, undersøgte han lejligheden. Den ældste søster forsøgte tilbyde ham penge, men 1000 kroner var ikke nok. Hele tiden holdt han kniven frem for sig, og mens kvinderne sad på sengen spurgte han dem, "om de var bange for at dø". For den ældste søsters vedkommende blev mareridtet fuldbyrdet, da hun blev tvunget ud af lejligheden og gennet over i Østre Anlæg, hvor manden tre gange tvang hende til oralsex. Lillesøsteren havde fra sit vindue set, at storesøsteren med truende bevægelser blev kommanderet ind i anlægget og fik via en nabo slået alarm til politiet. Men gerningsmanden nåede at stikke af, og han undgik også at vække opmærksomhed, selv om der var andre gæster i anlægget. To gange blev han forstyrret, men han gik videre med kvinden og fandt nye steder ved søen, hvor han lynede bukserne ned igen. Kvinden var så ræd for sit liv, at hun ikke ikke havde turdet at gøre modstand eller råbe op. Men til sidste krakelerede facaden. Brød sammen - Jeg råbte: hvis du vil slå mig ihjel, så slå mig ihjel. Jeg kunne slet ikke magte presset og den måde, han jonglerede rundt med mig. Mandens svar var, at han ville have samleje og trak et kondom frem fra pengepungen. - Så brød jeg sammen og græd og græd. Men han gjorde ikke alvor af truslen og lagde kondomet tilbage i sin pengepung. Samtidig skiftede han fuldstændig karakter og blev pludselig omsorgsfuld, fik rejst ofret op fra stillingen i knæ og gav hende en knuser. På sin egen forkvaklede måde lovede han også, at hun måske ville få de 1000 kroner igen, som han netop havde taget fra hende i lejligheden. Penge, som hun desperat havde tilbudt ham for at lade hende og lillesøsteren være i fred. Da de kom ud fra retslokalet var der lettelse at spore hos dem begge. Men lettelsen er kun flygtig. - Han anker jo nok, og så skal vi nok til Norge en gang til, selv om vi helst var fri, lød det fra dem begge ude på gangen. Hele vejen frem og tilbage fra Danmark til Norge er de blevet fulgt på vej af en kriminalassistent fra Aalborg Politi. Men ventetiden på at komme til at forklare sig i retten har været lang. Selv om overfaldet skete for halvandet år siden er deres liv stadig i uorden og begge får professionel hjælp fra psykolog, mens storesøsteren også er i gruppeterapi. Føler utryghed Ingen af søstrene tør i dag at være alene, og de føler sig utrygge ved personer, de ikke kender. Lillesøsteren flyttede væk fra lejligheden over for Østre Anlæg, og ingen af dem tør at gå derind, selv om de stadig bor i Aalborg. - En uge efter overfaldet tog en meget venlig kvindelig politibetjent mig med rundt på en tur rundt i kvarteret for at lede efter manden – både i gaderne omkring Østre Anlæg og i Vejgaard. Vi kiggede forskellige personer an, og pludselig holdt vi ved anlægget. Hun fik mig også med ind, og vi gik en runde, men siden har jeg ikke været der. Storesøsteren som i dag er 30 år, er sygemeldt på ubestemt tid. Ude af stand til at genoptage den uddannelse som social- og sundhedsassistent, som hun nåede at fuldføre. I det job kræves nemlig, at hun skal drage omsorg for andre mennesker, og det indebærer blandt andet at vaske mænd, der ikke selv er i stand til det. - Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke klare at have med andre mennesker at gøre. Før var jeg en meget åben og social person. Nu holder jeg mig inde og går aldrig i biografen eller på café. Hun lider af angstanfald og får medicin, som er medvirkende til, at hendes vægt et øget kraftigt. Men medicinen kan ikke stoppe filmen, der kører inde i hovedet om natten. Og for at have en smule tryghed, bor eks-kæresten stadig hos hende. Også den to år yngre lillesøster har svært ved at finde ro om natten. - Jeg har boet alene siden jeg var 17 år og var ikke tidligere bange for at gå ude, når det var mørkt. Men efter det, der er sket, kommer jeg ingen steder og er meget indelukket. Ved den mindste lyd i min lejlighed, rejser jeg mig og tjekker ved døren, om der er nogen. Når hun går på gaden er hun hele tiden opmærksom på mænd, der vender sig om eller kigger efter hende. Hun prøvede med psykologhjælp lige efter overfaldet, men hun følte ikke, at det bragte hende videre i livet. Hun har dog for nylig genoptaget samtalerne hos en ny psykolog. - Men jeg er meget indelukket og har svært ved at fortælle, hvad jeg føler, lyder det stille. Det var overfaldet på en nabo i Amagergade, der førte til opklaringen af sagen fra Falstersgade og Østre Anlæg. Men i april kom så en ny overraskelse, da den 42-årige også kunne sættes i forbindelse mordet på Gunn Merete Lode i Norge. En meddelelse som gjorde indtryk. - Det sagde mig, at mine tanker var rigtige. Det var tilsyneladende en person, som brugte kniv, og som kunne være meget voldsom, lyder det eftertænksomt fra storesøsteren.