Lars og Sara forvandler tidligere asylcenter til en efterskole

Efterskolen Under Lien forventer at åbne dørene for det første hold efterskoleelever på Vestkystvejen i Tranum i august 2022

Lars og Sara Tornøe bliver det nye forstanderpar for efterskolen, der kommer til at ligge i Tranum. Privatfoto

Lars og Sara Tornøe bliver det nye forstanderpar for efterskolen, der kommer til at ligge i Tranum. Privatfoto

Alle skal have mulighed for et fedt efterskoleophold, og der er brug for en efterskole, som er særligt målrettet elever med autisme. Der har manglet et efterskoletilbud til de elever, som er bogligt stærke, men har brug for specialundervisning på små hold og en rolig og struktureret hverdag. På Efterskolen Under Lien får de mulighed for at tage en fuld 9. og 10. klasses afgangsprøve. Efterskolen bliver et supplement til de eksisterende specialefterskoler.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bygningerne har stået tomme siden 2019 - nu kommer der atter lys i vinduerne. Foto: Jammerbugt Kommune

- Der mangler et efterskoletilbud til vores gruppe af elever - det tilbud får de nu med Efterskolen Under Lien” siger bestyrelsesmedlem Casper Bue Jensen, som er skoleleder for K-klasserne på Klokkerholm Skole.

På Efterskolen Under Lien bliver der et særligt fokus på livsduelighed, så efterskoleopholdet bliver en god byggesten til livet. Her kommer eleverne til at opleve glæden ved at være en del at et fællesskab på nogle præmisser, der tager hensyn til deres individuelle udfordringer.

- Det har indtil nu været virkelig vanskeligt at finde en efterskole, som både kan give tilstrækkeligt faglige udfordringer og samtidig rumme de særlige behov en ung med autisme har. Man skal enten gå på kompromis med det faglige eller med de pædagogiske og fysiske rammer, siger Chalotte Søgaard, som er bestyrelsesmedlem og mor til en pige med autisme.

Bag planerne om at oprette Efterskolen Under Lien står det kommende forstanderpar, Sara og Lars Tornøe samt en bestyrelse og en skolekreds. De har længe været i dialog med Jammerbugt Kommune om bygningerne, som tidligere har været asylcenter, og er glade for, at økonomiudvalget nu har valgt at pege på Efterskolen Under Lien som det projekt, de ønsker at se realiseret på Vestkystvejen.

- Vi er virkelig glade for, at Jammerbugt Kommune har valgt at give os muligheden for at etablere efterskole i det gamle asylcenter, og vi ser frem til den videre dialog med kommunen om alle de formelle detaljer, siger bestyrelsesformand Peter Stecher.

Efterskolen Under Lien forventer at slå dørene op for de første 56 elever i august 2022, men inden da er der meget at gøre.

- Foran os ligger en masse spændende opgaver. Vi skal have en ansøgning klar til Undervisningsministeriet inden 1. oktober, vi skal fundraise, og vi skal i gang med at renovere og indrette bygningerne, så der bliver nogle lækre elevværelser og undervisningslokaler at vise frem til de kommende elever. Og så skal vi selvfølgelig i dialog med de mange mulige samarbejdspartnere, siger forstanderparret.

Opbakning

På Økonomiudvalgets møde onsdag aften blev det besluttet at arbejde videre med muligheden for at etablere en efterskole på det tidligere asylcenter på Vestkystvejen i Tranum.

Bygningerne i Tranum har stået tomme, siden Jammerbugt Kommune ophørte som asyloperatør i sommeren 2019, og der har i løbet af det sidste år kørt en proces med målet om igen at få aktivitet på stedet.

- Jeg glæder mig over, at vi nu er ét skridt nærmere at kunne tænde lys i vinduerne på det tidligere asylcenter – og så med et spændende projekt som en efterskole for elever med autisme. Beliggenheden og naturen i området er helt fantastisk, og jeg er sikker på, det kan skabe nogle gode rammer for den gruppe af elever, efterskolen henvender sig til, siger borgmester Mogens Christen Gade.

- Vi er meget glade for, at kommunen tror på vores projekt i Tranum. Vi har gennem en længere periode ledt efter det perfekte sted at realisere vores drøm om en specialefterskole for elever med autisme. Et efterskoleophold på Under Lien skal understøtte de unge mennesker i at mestre eget liv, så de bliver i stand til at tage en uddannelse og senere indgå på arbejdsmarkedet som aktive og inkluderende borgere, siger forstanderparret.

pd

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.