Evald var byens trommeslager - nu skal han stå på Torvet
Ildsjæle i Mariager vil hædre den lille købstads kendisser

Evald Olesen slog på tromme i Mariager i mange år. Han var byens levende ugeavis. Foto udlånt fra Lokalarkivet i Mariager.
MARIAGER:Evald Olesen standsede op 48 steder i den lille by og slog på tromme for tilbud hos slagteren og foredrag på hotellet. Fra 1940 og i mange år frem var han kødstadens levende ugeavis.
Nu arbejder lokale kræfter på at hædre Evald Olesen og andre lokale kendisser, så de igen bliver synlige i gadebilledet. Dog "kun" med en højde på 70 centimeter i fuld figur.
De kalder sig Godtfolk i Mariager - og har lige fået 15.000 kroner fra kulturudvalget i Mariagerfjord Kommune til at realisere en ide.
Den går ud på at opsætte bronzeskulpturer af kendte folk i byen. Evald Olesen skal have hæderspladsen foran det gamle rådhus.

Billedhugger Misja Kristoffer Rasmussens model i voks af trommeslager Evald Olesen fra Mariager. Det er meningen, den skal støbes i bronze i seks eksemplarer med en højde på 28 cm samt en udgave på 15 cm, som vil blive sat til salg. Overskuddet vil gå til den bronzeskulptur med en højde på 70 cm, som skal opstilles på Torvet i Mariager. Foto udlånt af kunstneren.
- Projektet har ligget stille i en periode. Men nu får vi igen mange positive tilkendegivelser, og nye kræfter i bestyrelsen kommer med ny energi (Elly Ranch fra Mariager Boghandel og Vera Jensen, der er pensioneret advokatsekretær, red.).
- Vi satser på at indvie den første skulptur i juni, så den kan være klar til Europafestivalen i august næste år og indgå som en del af fortællingen om byen, fortæller Freya Hvaste, der er formand for Godtfolk og bosat i Mariager.

Ting tager tid, konstaterer Freya Hvaste fra Godtfolk i Mariager, som har arbejdet på sagen siden 2019: - Det tog 30 år, fra nogen fik ideen til Randershesten, til den blev realiseret. Så længe håber jeg dog ikke, der går i Mariager! Vi satser på at være klar til Festival of Europe (i august 2022), siger hun. Privatfoto
Freya Hvaste er skuffet over beløbet - Godtfolk havde søgt Mariagerfjord Kommune om 30.000 kroner, men fik kun det halve. Men hun noterer trods alt tilfreds, at man i kommunen anerkender projektet.
Efter den seneste donation er Godtfolk oppe på at have samlet 98.000 kroner sammen - og der er stadig et godt stykke vej til 140.000-160.000 kr., som en bronzeskulptur af en anerkendt kunstner vil løbe op i.

Trommeslager Ewald Olesen foran Hotel Postgården i Mariager, 1945. De tre drenge er Benny Ingvartsen, Niels Aage Munk og Jørgen Nielsen. Foto: Lokalarkivet i Mariager
Folkelig opbakning
Den folkelige opbakning er til stede, understreger Freya Hvaste. De 83.000 kroner er rene donationer fra rigtig mange borgere i byen og fra Mariagers foreninger – Mariager Museum, Mariager Handelsstand, Mariager Guiderne, CittaSlow Mariager og Mariager Turist.
Nu vil Godtfolk gå i gang med at søge donationer fra Mariagers erhvervsliv samt fra fonde.
Freya Hvaste har aldrig hørt nogen udtale sig negativt om projektet. Det samme kan man ikke sige om en skulptur af form som en stabel kasser, der i 2018 var tiltænkt en placering på Fruensgaard Plads. Den blev aldrig til noget pga. lokal modstand.
Godtfolk slår på, at de ønsker mere kunst, som passer til rosenkøbstaden og understreger dens egenart og charme. Projektet skal ses som en form for historiske erindringsbilleder, der føres videre - også til de unge i byen.

Det europæiske svar på folkemødet på Bornholm skal holdes i Mariager i august 2022, og Godtfolk satser på, at Evald Olesen-skulpturen til den tid står på Torvet. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
Projektgruppen præsenterede sin idé for offentligheden på en udstilling i foråret 2019, og har løbende indhentet forslag fra borgerne til, hvem der skal hædres med en skulptur. Det har resulteret i en liste med 30 forslag, som de har prioriteret.
Godtfolk har en aftale med en dansk kunstner, billedhuggeren Misja Kristoffer Rasmussen, om at lave skulpturen af Evald Olesen. Som det næste projekt har man valgt en kendt beboer fra Sødisbakke, Nøhr.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.