Lokal køreskole drømmer stort

Frisdal Køreskole i Hobro har de seneste år arbejdet intenst på at udvikle et planlægnings- og CRM-system, der skal digitalisere og effektivisere hele køreskolebranchen. Nu er systemet klart til at komme ud i verden

Paw Bay og Simon Greve, indehaver af Frisdal Køreskole, har store forventninger til deres nyudviklede system: DrivePilot. Foto: Jesper Bøss

Paw Bay og Simon Greve, indehaver af Frisdal Køreskole, har store forventninger til deres nyudviklede system: DrivePilot. Foto: Jesper Bøss

At drive en køreskole er på mange måder en kæmpe koordineringsmæssig opgave, hvor der hver eneste dag indgås massevis af aftaler – med elever, forældre, kørelærere, politiet med bestilling af køre- og teoriprøver, booking af tid til kørsel på baner, plus bunker af alt muligt andet, der sammenlagt kræver et forkromet overblik.

Samtidig er der meget papirarbejde med registrering af, hvad de enkelte elever har været igennem, registrering af lægeerklæring plus meget andet. Og endelig skal eleverne helst kunne følge med i deres egne individuelle forløb.

Alt det har mange køreskoler hidtil klaret med en god Mayland-kalender, bunker af gule sedler, en masse opringninger og sms’er til eleverne – og helst tilsat en god hukommelse hos alle.

Alt samlet i et system

Nu er der en alternativ løsning på vej.

I hvert fald har Paw Bay og Simon Greve, indehavere af Frisdal Køreskole i Hobro, i tæt samarbejde med Dansk Ingeniør Service, udviklet systemet DrivePilot.

- DrivePilot er et omfattende planlægnings- og CRM-system, der kan løse en stor udfordring i køreskolebranchen, hvor et manglende overblik ofte medfører et stort spild for den enkelte køreskole, og hvor elever og forældre ofte også har svært ved at overskue det forløb, som eleven er igennem, fortæller Paw Bay, og fortsætter:

- Med DrivePilot får både køreskole og elev styr på alle aftaler. Når der indgås en aftale eksempelvis om en køretime, en teoriprøve eller andet, så styrer systemet mere eller mindre resten, herunder også automatisk varsling af eleven via sms. Desuden er det en ideel måde at styre kørelærernes timer på.

- Grundlæggende handler det om at effektivisere køreskolerne, så de undgår en masse spild og dermed også får en bedre økonomi, ligesom eleverne også får en bedre kundeoplevelse.

- Systemet vil blandt andet også mindske de uenigheder, der nogle gange kan opstå mellem en køreskole og en elev. Hvis en kørelærer eksempelvis har noteret en køretime i sin kalender, og eleven ikke dukker op. Hvem har så fået forkert fat i aftalen? Kørelæren eller eleven? Med dette system er alle aftaler helt klare, og det er en kæmpe fordel for alle parter, fastslår Paw Bay.

Store forventninger

DrivePilot har været undervejs i nogle år. Men særligt det sidste år, hvor køreskolerne af corona-årsager har måtte holde flere ufrivillige pauser uden elever, har Paw og Simon haft ekstra tid til at arbejde med de sidste detaljer og ikke mindst teste systemet grundigt igennem.

Systemet er udviklet i tæt samarbejde med Dansk Ingeniør Service, der også har vist interesse i at investere økonomisk i systemet, som for alvor skal ud over rampen i den kommende tid.

- Systemet er nu for alvor klart til at komme ud i verden, så i løbet af meget kort tid begynder vi at kontakte køreskoler i hele landet. Vi har kæmpe forventninger til systemet og salget, fortæller Simon Greve, der samtidig nævner, at der også allerede har været interesse for systemet fra andre brancher – blandt andre et landsdækkende uddannelsestilbud, hvor der også er meget planlægning, timeregistrering og kommunikation med elever og lærere.

- Vi tror, at DrivePilot kan blive rigtigt stort. Der findes et par andre systemer i branchen, der enten har planlægningsdelen, økonomien eller en tredje ting.

- Jeg synes, at vi har taget systemet til næste niveau, og har det hele på samme platform. Vi glæder os meget til det forestående salgsarbejde med systemet, slutter Simon Greve.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden