Vandselskab til 20.000 kunder: Du skal have ny vandmåler i år - se her, hvad du skal betale

Hjørring Vandselskab mener dog, at investeringen er givet godt ud

I løbet af 2022 installerer Hjørring Vandselskab A/S i samarbejder med virksomheden Kamstrup fjernaflæste vandmålere hos ca. 20.000 kunder.

I løbet af 2022 installerer Hjørring Vandselskab A/S i samarbejder med virksomheden Kamstrup fjernaflæste vandmålere hos ca. 20.000 kunder.

HJØRRING:I løbet af 2022 skal Hjørring Vandselskabs omkring 20.000 kunder have installeret nye vandmålere, der kan fjernaflæses.

De nye digitale målere gør det nemmere for kunderne at følge med i deres forbrug, tjekke om der er fejl på deres egne anlæg og sikrer automatisk aflæsning af årets vandforbrug.

Det oplyser Hjørring Vandselskab.

- På den lange bane kan det være med til at spare forbrugerne penge. Med de nye målere kan man nemlig se, om der er lækager eller installationer, der bruger uhensigtsmæssigt meget vand, forklarer administrerende direktør for Hjørring Vandselskab, Tommy Mostrup.

Allerede fra marts begynder vandselskabet og virksomheden Kamstrup at installere de nye målere. Hjørring Vandselskab informerer løbende de forbrugere, der skal have skiftet vandmålere, så alle ved, hvornår det sker.

Omkostningen til de nye digitale målere bliver omkring 110 kr. om året per forbruger. Den investering er godt givet ud, mener Tommy Mostrup.

- For de penge får forbrugerne mere sikkerhed i forhold til deres forbrug. Ikke alene kan de følge med i deres forbrug løbende, de kan også følge med i, om der er skjulte utætheder i husets vandinstallationer. De kan eksempelvis tjekke, om toilettet løber, eller om nogen har glemt at lukke for en vandhane. Der ligger rigtig mange muligheder i den digitale løsning, men nu skal det først implementeres, lyder det fra direktøren Tommy Mostrup.

Udbud: To virksomheder kæmpede om opgaven

Hjørring Vandselskab og Kamstrup underskrev i december en aftale om levering af ca. 20.000 fjernaflæste vandmålere samt tilhørende kommunikationsnetværk. Kontrakten har været i udbud, hvor ét andet selskab også bød på opgaven.

I begyndelsen af 2022 kommer der mere information om udskiftningen på Hjørring Vandselskabs hjemmeside. Har du spørgsmål til projektet, kan du indtil da kontakte kundeservice på 3841 2828 eller post@hjvand.dk.

Af vandselskabes hjemmeside fremgår det i øvrigt også, at det kan være en dyr fornøjelse at glemme indberetningen med det nuværende system:

”Modtager vi ikke din aflæsning inden fristen, vil vi sende dig en rykker samt opkræve et rykkergebyr på 168,75 kr. Hvis du undlader at indberette din aflæsning efter vi har sendt dig en rykker, vil vi foretage et skøn af dit forbrug samt opkræve et gebyr på 395,00”, oplyses det.

Alle kunder, der får vand fra Hjørring Vandselskab, får direkte besked om udskiftningen, der løber fra marts til slutningen af november 2022.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.