Livet i jammerdalen

Hvis det ikke lige var for det milde vejr og de flotte efterårsfarver, er der ikke meget håb for den danske befolkning i øjeblikket.

Blandt andet er danskerne blevet præsenteret for endnu en veritabel byge af såkaldte sundhedsskatter. Ifølge ministeren for sundhed og forebyggelse Astrid Krag er det nødvendigt for at sikre, at danskerne lever et længere og sundere liv. Det er da en klar præmis - og det er her, kæden springer af for Krag og andre politikere. For de skal absolut ikke blande sig i, hvordan og hvor længe vi lever. Den slags sker kun i totalitære og fascistiske stater. Helt ærligt, så rager det ikke Astrid Krags snotnæse, om jeg horer, bander, ryger, drikker, spiser slik - eller dør før tiden. Sundhedsministerens udtalelser er et godt eksempel på den kræftsvulst, som har bredt sig i det danske samfund, hvor det er mere legitimt at blande sig i andres levevis end at koncentrere sig om sit eget gode liv. Det kan for resten aldrig blive et mål at leve længere i et samfund, hvor man ikke er i stand til at behandle de gamle med værdighed og anstand. De må vente på hjemmehjælpen eller købe en robot til at støvsuge. Og er de syge, flytter man dem som en sæk kartofler til uoverskuelige gigantsygehuse - langt fra hjemmet og de vante omgivelser. En død som et selvstændigt og frit menneske i en rendesten ville dog være mere værdigt. Livet er forresten uendeligt langt i et samfund, hvor man skal leve i evig frygt for, hvad regeringen nu finder på. Bare det at høre på Astrid Krag giver livet dimensioner, der ville imponere Methusalem, der som bekendt blev 969 år. Desværre er det ikke nok for alle. Selv om den produktive del af befolkningen kæmper med næb og kløer for at bevare den sidste rest af anstændighed og selvrespekt, skal vi også høre direktøren for den mest fundamentalistiske, fanatiske og livsglædefornægtende lobbyorganisation af dem alle, Kræftens Bekæmpelse, udtale, at afgifterne bør være endnu højere. Det er rent halleluja-vrøvl, som ikke tjener andet formål end at vise, at han er den mest frelste i menigheden - og derfor i sin gode ret til at pådutte andre mennesker sin asketiske levevis. Jeg er ikke i tvivl om, at folkene bag Kræftens Bekæmpelse i sin tid har stiftet organisationen i den bedste mening - men nu er foreningen vore dages svar på den sorte indre mission, som hærgede landet for godt 100 år siden. Livet skal være langt - og det skal være en jammerdal. Som sagt - livet er uendelig langt i forvejen, når man skal høre på den slags frelservrøvl. Jeg tror heller ikke, at det er vores levealder, som bekymrer politikerne. Sandheden er, at de danske politikere - ligesom tyskerne i kz-lejrene under Anden Verdenskrig - har erkendt, at det er nødvendigt at holde liv i arbejdskraften - for ellers er der ikke nogen til at gøre arbejdet. Dagens politikere er jo for størstedelen unge akademikere uden erhvervserfaring - og de vil under ingen omstændigheder kunne klare sig selv, hvis der ikke var en slavehær til at forsørge dem. Derfor brandbeskatter man den danske befolkning ned til sultegrænsen og hindrer den i at søge trøst i alkohol, sukker og tobak, så danskerne som eksemplariske mønsterarbejdere kan blive ved med at tjene penge til politikernes underhold. Regeringen har brug for alle de penge, den kan skaffe - så man med tilskud, tilskud og atter tilskud kan sikre sig genvalg. For i virkeligheden lever danskerne og deres politikere på en fælles livsløgn - en stiltiende aftale om, at vi ikke stiller spørgsmål ved årtiers overforbrug i den offentlige sektor mod til gengæld at sikre politikerne genvalg. Derfor ønsker den nuværende regering at give los for offentlige udgifter på alle hylder, selv om billedet fra Grækenland skræmmer. Økonomien skal løbes i gang for lånte penge - så nationen endelig kan få glæde af, at tyskerne tilsyneladende vil betale gildet. Desværre tror jeg ikke, at vi skal forvente hjælp fra den kant, når tiden er inde - for da er også den tyske pengekasse tom. Det er mig fuldstændigt ubegribeligt, at folk kan studere i årevis - og så ikke har fattet, at man kan altså ikke skabe værdier for lånte penge. Gode gamle ordsprog som at sætte tæring efter næring, og at to og to giver fire er tilsyneladende helt ukendt lærdom på landets fornemste læreanstalter. Når politikerne taler om de såkaldte dynamiske effekter, betyder det i virkeligheden, at statskassen skal låne penge, som staten køber lottokuponer for - og så krydser vi ellers fingre for, at landet vinder den store gevinst. Nej, den forløbne uge har ikke budt på godt nyt for livsglæden. Men nu sætter jeg mig ud på bænken og nyder det flotte efterårsvejr med en bajer og en smøg - mens jeg stadig har råd til det. P.s. I ugens løb kunne man også læse i avisen, at stress er et stigende problem blandt unge kvinder. Hermed bør debatten om kønskvotering i virksomhedernes bestyrelser være afsluttet. Kan kvinderne ikke klare mosten i erhvervslivet, må de jo tilbage til hjemmets trygge Arne. Kødgryderne tør jeg ikke overlade til dem. JESPER HANSEN, Øland. Debattør, foredragsholder og fortæller. Har blandt andet arbejdet som tekstforfatter, informationschef i Nuuk Kommune og seniorrådgiver i Arktisk Råd. Ægte nordbo - har boet i Norge, Grønland og Nordjylland. Hjemmeside: www.dovregubben.dk.