Pension

Livet leves ikke i en osteklokke

Vi skal have lov til at ryge en smøg og drikke lidt for meget, hvis det står til Borgerligt Centrums stifter og formand, Simon Emil Ammitzbøll, der vil gøre op med regelhysteri og ensretning

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vi skal ikke have så travlt med at fortælle de andre, hvordan de skal leve deres liv, siger Simon Emil Ammitzbøll, der vil have ophævet rygeforbuddet.Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Der skal være højt til loftet i Simon Emil Ammitzbølls nystiftede parti, og han vil for alt i verden undgå at lave de samme ledelsesmæssige fejl, som han anklager sin tidligere partiformand, Margrethe Vestager, for at have begået: - Hun lagde låg på debatten, og det skabte dyb frustration. Det kan man ikke tillade sig - slet ikke når man får det næststørste mandattab i partiets historie, som det skete ved sidste valg. I den situation er der brug for at evaluere, så man kan få rettet op på fejltagelserne. Men det er fortid nu, understreger Simon Emil Ammitzbøll i sit lille løsgængerkontor på Christiansborg. I stedet for at gå rundt og være indebrændt har han valgt at kaste sit politiske skyts ind i en kamp, hvor han selv sidder på tronstolen. Han mener, at Danmark har brug for et nyt parti og er i fuld gang med at få den organisatoriske del af partiet Borgerligt Centrum på skinner. Herefter gælder det underskriftsindsamlingen, men hvorfor vælger den kun 31-årige Ammitzbøll ikke at gå ind i et af de eksisterende og velsmurte partier? - Hvis min livsdrøm havde været at blive levebrødspolitiker på Christiansborg, så havde jeg gjort det, du foreslår. Men jeg synes ikke, at det er klædeligt at lade, som om man skifter sine holdninger sådan her ..., siger han og knipser med fingrene: - ... blot fordi man ønsker sig en politisk karriere. Vi har dannet Borgerligt Centrum, fordi der er brug for netop sådan et parti i dansk politik. Vi er overbeviste om, at der er en vælgergruppe i Danmark, som ikke har noget sted at sætte sit kryds. De mennesker er blevet politisk hjemløse, og politik må da for pokker være, som Viggo Hørup sagde, at man skal dele sig efter anskuelser, og ikke, som man gør i dag, hvor man deler sig efter de råd, man får fra spindoktorerne. Vil tage ved lære af Dansk Folkeparti Simon Emil Ammitzbøll forstår godt, hvis folk vil se det nye parti lidt an. Til gengæld forstår han ikke de dommedagsprofetier, som flere politiske analytikere er kommet med. Men han har ikke hastværk. Han ved godt, at ting tager tid: - Vi skal vise den danske befolkning, at vi er en seriøs mulighed ved et kommende folketingsvalg, og det er min fornemmelse, at der allerede i løbet af den første uge er nogen, der kan se, at vi ikke er nær så dårlige, som nogle dommedagsprofeter har givet udtryk for. Og det kan ikke være meningen - mener Ammitzbøll - at fiaskoen med Liberal Alliance skal stække alle andre i at prøve noget nyt. Til gengæld er der ikke nogen grund til at kopiere alliance-trioens begynderfejl: - Vi har ikke brug for syv kendisser, som ikke kender halvdelen af, hvad partiet står for. Hos os bliver der brug for folk, der vil arbejde seriøst og hårdt. Vi har ikke noget imod folk med en politisk tyngde og profil, men det er ikke et mål i sig selv at skaffe kendte mennesker. På det organisatoriske plan vil Borgerligt Centrum derimod tage ved lære af Dansk Folkepartis succes, fortæller partistifteren: - Dansk Folkeparti blev også talt langt ned dengang, de præsenterede sig i begyndelsen af 90’erne, men de knoklede lystigt videre og sørgede for at holde gejsten oppe og vise seriøsitet. Det lykkedes. Jeg tror dog ikke, at vi er Danmarks tredje største parti om nogle få år. Vores målsætning er meget mere begrænset. Først og fremmest skal vi over spærregrænsen. Simon Emil Ammitzbøll tager også afstand fra den dæmonisering af Dansk Folkeparti, som Det Radikale Venstre blandt andre har været eksponent for: - Vi har det udgangspunkt, at Dansk Folkeparti er et parti på linje med alle andre partier, og det vil sige, at vi på nogle punkter er enige med dem - og på andre punkter er vi uenige. Tidligt op og tidligt i seng Simon Emil Ammitzbøll sprang ud som bøsse for ti år siden, og i dag lever han i et registreret partnerskab. Og netop den personlige frihed til at vælge såvel seksuel orientering som alle andre orienteringer ligger ham på sinde. Politikerne skal ikke diktere vores liv - de skal kun skabe rammerne, understreger han. Og i Borgerligt Centrums principprogram lægges der da også stor vægt på menneskets personlige frihed og råderum. Det er på høje tid at få bugt med “Big Mother-samfundet”, mener han: - Vi har efterhånden fået skabt et samfund, hvor staten tror, at den er vores mor. Den vil gerne have, at vi husker at gå tidligt i seng, at vi står tidligt op, spiser en varieret morgenmad og løber en tur, inden vi tager på arbejde med den sunde madpakke. Vi skal droppe smøgerne og lade være med at drikke og i øvrigt kede os ihjel. Den model tror jeg ikke på. Staten er blevet alt for formynderisk, men livet leves altså ikke i en osteklokke. Mennesker er ikke skabt for at passe ind i alle mulige statistikker, som ser fine ud på papiret. Vi skal have lov til at begå fejl. Det er menneskeligt. Man skal have lov til at støde sig på livet. Nej, jeg bryder mig aldeles ikke om tendensen til, at folk skal gøres mere og mere ens. Hvis det står til Borgerligt Centrum, vil rygeforbuddet da også blive ophævet: - Man skal kunne sidde på en bodega eller på en restaurant og få sig en smøg. Der er ingen grund til at jage folk ud på bænken i kulden. Vi skal ikke have så travlt med at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv, siger Simon Emil Ammitzbøll, som vi beder om at se ti år frem og fortælle, hvad Borgerligt Centrum har udrettet: - Vi har fået råbt de andre partier op i tide, så vi har fået fremtidssikret det dejlige velfærdssamfund, vi har. Vi har skabt gode hospitaler, en god ældrepleje og gode skoler. Vi har fået stoppet regelhysteriet således, at borgerne og virksomhederne har fået lidt mere frihed. Jeg håber også, at vi har fået sat bedre gang i integrationen, så vi alle kan være her i gensidig respekt. Fakta Borgerligt Centrum Stiftet 6. januar 2009. Partiet vil føre en socialliberal politik og lancerer sig selv på tre mærkesager: Flere penge til sundhed og uddannelse. Borgerligt Centrum vil have bedre folkeskoler, erhvervsuddannelser, universiteter og sygehuse. Det skal finansieres ved at få os til at blive længere på arbejdsmarkedet. Partiet vil hæve pensionsalderen, afskaffe efterlønnen og forkorte dagpengeperioden. Færre forbud og regler. Borgerligt Centrum vil gøre op med det såkaldte “Big Mother-samfund” og bremse love og regler, som er unødvendige eller begrænser borgernes handlemuligheder. Flere dygtige indvandrere til Danmark. Partiet vil fjerne 24-års reglen og tilknytningskravet, så virksomheder uhindret kan hente udenlandske medarbejdere til landet. Til gengæld skal udlændinge klare sig selv og respektere danske værdier som demokrati, ytringsfrihed og ligestilling. BLÅ BOG Simon Emil Ammitzbøll Født 20. oktober 1977 i Hillerød. Søn af folkepensionist Nils Ammitzbøll Henriksen og pensioneret socialrådgiver Annie Henriksen. Bachelor i socialvidenskab, Roskilde Universitetscenter 2000-2003. Redaktør af “Radikal Politik” fra 2004-2005. Folketingsmedlem for Det Radikale Venstre 2005-2008. Løsgænger fra oktober 2008. 6. januar 2009: Stifter partiet Borgerligt Centrum, som han også bliver formand for. Modtaget prisen som “Årets politiker” af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske i 2006. Simon Emil Ammitzbøll lever i registreret partnerskab med Henning Olsen, der er strategisk planlægger i et multinationalt olieselskab. Parret bor på Østerbro i København.