Livet lysner for Svensson

Daniel Svensson har udsigt til at knæproblemerne er ovre

Flere uger med smerter i knæet kan nu være forbi for AaB Håndbolds Daniel Svensson. Et kikkertindgreb mandag lader til at have løst problemerne. Arkivfoto: Hans Christian Jakobsen

Flere uger med smerter i knæet kan nu være forbi for AaB Håndbolds Daniel Svensson. Et kikkertindgreb mandag lader til at have løst problemerne. Arkivfoto: Hans Christian Jakobsen

AALBORG:AaB Håndbold har været hårdt ramt de sidste par år med mange skader, men nu kan holdets lægestab endelig øjne et enkelt lyspunkt. Mandag var Daniel Svensson en tur på hospitalet for at åbnet venstre knæ i forsøget på at finde ud, hvad der har plaget bagspilleren igennem det sidste stykke tid. Selvom han allerede i foråret vendte tilbage fra en 14 måneder lang skadespause efter en korsbåndsskade i venstre knæ, så har han i dette efterår haft problemer med at træne for fuld kraft, og han har således kun trænet med holdet to gange om ugen og så spillet med i kampene. - De åbnede knæet op, og kunne se, at der stadig var nogle rester af bruskgrus. De var ikke kæmpestore, men det kan være det, der har generet mig. Så nu er de blevet skyllet væk, siger Daniel Svensson efter kikkertindgrebet. Han skal nu holde benet i ro i en uge, og så kan han langsomt og sikkert bygge træningen op igen. Hvis alt går vel, kan han muligvis være klar til holdets næste ligakamp mod Skjern om 14 dage. - Det er i bedste tilfælde, men nu skal vi selvfølgelig lige se, hvordan det går. Men fremfor alt er det rart at få klarhed over problemerne, siger han. Samtidig kiggede lægerne også på, hvordan det er gået med den operation han fik for to år siden, og også her var der gode nyheder for Daniel Svensson. Alt ser fint ud, og der er ikke tilstødt andre komplikationer. Daniel Svensson var i foråret inde omkring det danske landshold, der vandt Scandinavian Open Championship, efter han havde været en af de bærende kræfter på AaB-mandskabet. Og hvis Svensson igen finder tidligere tiders form frem, kan han måske komme på tale til Ulrik Wilbeks trup igen.