Livet på landet da farfar var dreng

Sæby-forfatter sender fredag ny bog på gaden om landmanden Peter Jacobsen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I de gode gamle selvbinderdage, stod negene og tørrede på marken efter høsten. Det er ren Morten Korch-idyl - i hvert fald på overfladen. I virkeligheden var det utroligt hårdt arbejde - og bestemt ikke et mekaniseret 8-16 job. Foto fra Bogen

Arnold Andersen er netop blevet færdig med en bog om Peter Jakobsen fra Sæby - og bogen, der udkommer den 11. november, hedder "Landmand fra barnsben". - Det er historien om den forhenværende landmand Peter Jakobsen, og den giver et meget detaljeret billede af den betydelige udvikling, der foregik i landbruget i perioden omkring 1930 til 1984 - en periode, hvor man gik fra håndens arbejde til avanceret maskindrift, siger Arnold Andersen. I dette tidsbillede fortæller Peter Jakobsen om det husmandsbrug hans far drev - et sted, der samtidig var Peters hans barndomshjem. Stedet forvandlede han siden selv til et moderne landbrug. Gennem sin skildring af livet på ejendommen "Skovly" ved Hals Sønderskov i Sydøstvendsyssel beskriver Peter Jakobsen landbrugets udvikling bl.a. den betydelige forandring elektriciteten betød. Det er blevet en fortælling, der rummer både den lokale egns historie, landbrugshistorien, samt et selvportræt, der kan læses af enhver med interesse for livet på landet. Som noget, der absolut ikke har med landbrug at gøre, fortæller Peter Jakobsen om sine 15 år på Ørskovs Stålskibsværft, hvor han styrede materialelageret i nybygningsafdelingen. Og her får læseren indblik i hverdagshændelser, dagens jargon, det "sorte" miljø, de nybyggede skibe og færgerne. - Jeg har forsøgt at fange Peters Jakobsens begejstring og fortælleglæde og videreformidle den til læserne, med respekt for Jakobsens egen fortælleformen, siger Arnold Andersen. Men hvorfor overhovedet skrive en bog om Peter Jakobsen. - Ja, der er jo et stykke bestillingsarbejde. Peters Jakobsens datter, Susanne Broeng, kontaktede mig i efteråret 2009 og spurgte, om jeg ville skrive hendes fars historie. Hun havde nemlig planer om at give ham bogen til hans 75 års fødselsdag. Siden fik Arnold sig en god snak med Peter, der viste sig at være en virkelig god fortæller, og så besluttede han sig til at sige ja til projektet. - Det er blevet til en kulturhistorisk skildring af hverdagslivet på landet gennem 55 år. Samtidig er jeg selv vokset op i en landsby i samme periode, så jeg har nemt ved at forstå, hvad Peter Jakobsen mener, slutter Arnold Andersen. Bogen udkommer fredag den 11. november - og der er reception i Fælleshuset i Havnebo nr. 9. kl. 15,00