Livet skal fyldes med kedelig kærlighed

To store karrierer, seks børn, 25 år sammen, men stadig ydmyge overfor kærligheden. Mød Marianne Christiansen og Henrik Svane

Det er jo lige kedeligt, udbryder sognepræsten som sit umiddelbare svar på, hvad kærlighed og kildevand siger hende. Marianne Christiansen, 44 år, sidder på terrassen i den lukkede præstegårdshave midt i Thisteds mylder. Rødstensmurene lukker verden ude, her er ro og sommer, lavendel og hvide schneewitchen-roser i bedet, på bordet kaffe, hjemmebagt citronkage (hende) og hjemmelavet rabarbersaft (ham). Hun sidder sammen med netop ham, manden i hendes liv, Henrik Svane, 60 år, og far til deres seks børn mellem syv og 21 år. Sammen har de sagt ja til en samtale om det mest dyrebare: Deres kærlighed. Inde på køleskabet i køkkenet hænger billeder af hans søn fra første ægteskab, der også tæller en datter. Foruden nu to børnebørn. Dem taler vi lidt om, mens hun laver kaffen, og han snupper en hjemmebagt bolle med ost efter en heftig cykeltur. Vi snakker udenom. De er begge generte. Kærlighed? Det er næsten for stort at tale om. Men på vejen ud i haven, hvor vi må krydse gangen til spisestuen og ned til de mange børneværelser og gå tværs igennem hans kontor med fløjdøre ind til storstuen med flyglet, må der være sket noget. Et mod må være faldet ned fra oven. Forbeholdene er fjernet. De to mennesker er til stede. Fortæller om et liv fyldt med kærlighed fra allerførste sekund. Det erindrer han en hel del om lidt hen i samtalen - først hendes udlægning af hvad kærlighed og kildevand egentlig er. - Kærlighed og kildevandet er grundstrømmen i vores liv. Det er rugbrødet, kartoflerne. Det har ikke store bobler eller er fyldt med smag. Jeg har aldrig forbundet kærligheden med alt det der store lyserøde. Sådan er kærligheden også, men mest af alt er den hverdagen. Det bobler bare lige så stille, er der bare. Har jeg ikke ret, Henrik? Marianne Christiansen kigger spørgende på ham, der tydeligt gerne har ville tage ordet et stykke tid. Da han får det, bobler han også over og mener bestemt og forlegent grinende, der er ”uretfærdigt,” at hun fik ordet først. - For jeg kan ikke sige det så meget anderledes. Sådan er det. Og det er altså ikke noget, vi har aftalt... Men det ER jo kedeligt. Det er vores fundament. Det er det, vi i bund og grund bygger vores eksistens på. Det er ikke noget særligt, men samtidig helt livsnødvendigt, forklarer Henrik Svane og ønsker, at det ”kunne være et livsvilkår for alle.” Kærlighedens kræfter Det er hverdagens kærlighed ikke, det ved de. Også selv om bryllupperne er større end nogensinde, og der snakkes om kærlighed som aldrig før. - Selvfølgelig er det skønt med bryllupper, men det er som om, kærligheden mellem to er blevet målet i sig selv. Og det må det ikke være, siger Marianne Christiansen. - Nej, det må ikke være livsmålet, det er livsgrundlaget, nikker Henrik Svane og Marianne Christiansen fortsætter: - Værdien af kærligheden mellem to ligger i det, den kan skabe i bredere sammenhænge - i børnene, i samfundet, i verden. Det er det, kærlighedens kræfter skal bruges til. Henrik Svane nikker og griner igen over, at de atter har snuppet hinandens ord. - Formålet med at være sammen, ja, med livet på jorden, er at skabe glæde for andre. Da vi i går aftes spiste sammen herude alle sammen, var det en større fest end bryllupper, fordi vi kan se de tråde, vores kærlighed til hinanden spinder - gennem børnene, gennem vores virke, ud i samfundet, i fremtiden. Det fejres på sådan en sommeraften. Det er fantastisk. Nu er det Marianne Christiansens tur til at nikke. - Vores indbyrdes kærlighed er hele tiden en del af vores forhold til andre. Den er langt fra kun en følelse mellem os to, vel, spørger hun. Forlegenheden melder sig ind imellem. De hører, ordene er store, og selv om de begge er vant til at tale om eller gennem musik og sang at udtrykke de store følelser, er det sin sag, når det handler om en selv. Det kan lyde storladent og struntende og for helligt - og så alligevel: Ind imellem tager ærligheden over og presser Janteloven og generthed væk fra samtalen. Den dag han så hende - Det er stort. Det er altså stort, det vi har, fastslår Henrik Svane og falder ned i erindringen om den dag, han så hende. Ikke mødte hende for første gang, men så hende. - Jeg var så fuldstændig vild med hende. Hendes dybde. Den hun var. Og er. Det var på Danebod Højskole, hvor han som lærer stod for ryste-sammen-arrangementet. I en bytte-bytte-partner dans stod de med ét overfor hinanden. De havde mødtes før, da han afviste hende som medlem af Jysk Akademisk Kor, men først i dansen så de hinanden. - Jeg syntes bare, han var pæn, underspiller Marianne Christiansen til hans store moro og lettelse. For der var meget i det øjeblik. Så meget, at de holdt sig fra hinanden i de fire måneder, hun var elev. For siden at holde sig til hinanden. - Det var ikke så meget en genkendelse som en dyb længsel efter et menneske, hvis dybde mere end pirrede mig. Jeg vidste ikke, jeg havde dybde, før jeg mødte dig. Det er ikke fordi, de ligefrem plejer at sidde og sige den slags til hinanden her ved havebordet iklædt sandaler og shorts. Men Marianne Christiansen rødmer ikke, han har sagt det før. Og hun lytter i øvrigt mere, end hun viser sine egne følelser. En god egenskab i hendes job. Hun kommer lige fra en begravelse og skal videre til en dåbssamtale og være tydeligt til stede i de to følelsesrum. Det vover hun også nu, selv om det er i hendes eget hjem. - Kærligheden er ikke en spejling. Langt fra. Hvad var der ved den, hvis vi bare så os selv? Vi har meget til fælles, men er også meget forskellige. Alene alderen, påpeger Marianne Christiansen. Hun var 19, han var 35 dengang første gang. - Aldersforskellen er ikke så stor længere, men bevidstheden om, at vi ikke ved, hvor nær vi er døden, bliver stærkere med den store aldersforskel. Det er ikke negativt, fortsætter hun. Heller ikke, selv om den betød, at han havde to børn i forvejen og havde prøvet ”stor set alt”, mens hun stod som ny. Deraf emhætte-syndromet... Der opstod, fordi hun i arrigskab over, at han altid vidste alting, selv ville sætte en emhætte op, hvorefter der med hans ord skete ”en pompøs sammenstyrtning.” - Jeg blev gravid med det samme, men også det med børn havde han prøvet. Heldigvis fik vi så mange, at han snart forstod, at det ikke var gjort med at lære det én gang. Den fysiske aldersforskel afbalanceres af deres forskellige sind. Han er ”min dynamo”. Hun er ”den klogeste”. Han beundrer hendes myreflittighed, hendes belæsthed. Hun ser op til hans energi, hans lyst til at prøve nyt, lære nyt, hans gode fysik - ”jeg gider ikke rigtigt...” De kan forskellige ting, men musikken lagde sporene, som deres liv kører i. - Vi har en musikalsk opfattelse af livet og kærligheden. Det kan man godt sige, ikke, foreslår Marianne Christiansen og komponerer videre i takt med hans nik. - Livet har mange stemmer og forløb som musikken. Den giver også form og struktur. Vækker minder. Den kan flytte os i tid og sted. Og man kan være fælles om den. Den er vores største kunstart. Henrik Svane fortsætter: - Vi talte om i vores vorden, på en restaurant i Århus, at Bach (og også andre bl.a. kirkeorgelbyggere) altid skrev ”Soli Deo Gloria” under sine værker. ”Gud alene Æren”. Det er en ydmyghed overfor sit liv og det, man skaber i det, som vi lærer af. Det er en religiøs ydmyghed, vi har overfor livet. - For os er den overfor Gud. For andre er det bare livet eller noget andet. Det afgørende er ydmygheden, lægger Marianne Christiansen til. De skaber begge meget. Hver eneste dag. Hun i sine prædikener. Han med sin musik. Begge taler de om, at det største er, når mennesker deler det, de har været med til at skabe. Det være sig ved en gudstjeneste eller en koncert i Kirsten Kjærs museum, hvor kor og publikum går udenfor bagefter og i storcirkel synger sammen med dirigent Svane inde i midten. - Jeg får stadig gåsehud af det, indskyder han. Musik er ikke underholdning for nogle af dem. Slet ikke. Den har alt for stor indflydelse. Også den dårlige af slagsen, som børnene tvinges til at slukke for, når de står for maden og radioen kører i køkkenet. Musik og kirkelige handlinger er måder at sprede kærlighed på til mange. Hvordan går det hjemme? Er det noget andet? Henrik Svane læner sig frem på stolen. Er intens. - Hun er fantastisk. Hun har læst og sunget for de børn. Hun bager boller mellem sjælesorgssamtaler og kirkebøger. De har altid vidst, at hun var der. Har kunnet banke på, når hun sad og skrev. Så skrev hun bare færdig om aftenen. Nu bliver præsten for alvor forlegen og begynder at forsvare, at de ”ikke altid har haft ens sokker på”, at der ikke er ”så rent, som der burde være.” - Der er ligesom altid kommet noget andet først, undskylder hun, selv om det for børnene vel er vigtigere at få læst end at få vasket gulv? - Jo, det mener jeg jo også, men jeg bliver bare stadig flov, når der kommer nogen hjem til os. Og så er der børnene Med seks børn, to livkrævende job ofte i forskellige dele af landet og med arbejdstimer aften og weekend, er der udefra set kun grund til at være pavestolte. Det er de også. Af deres børn. - Jeg er så lykkelig over at have fået lov at kende de mennesker, som deres mor udtrykker det. Det er dem, der har de rette proportioner, mener hun. Som fokuserer på det gode. Som gang på gang overrasker de voksne. F.eks. ved at synes, at årene i Skørping var ”de gode gamle dage”, selv om begge forældre har dårlig samvittighed over netop i de år at have arbejdet så meget. Men børnene havde hinanden. - Det er så flot med den flok. Og det er ikke vores fortjeneste. Det er deres. De er så solidariske med hinanden. Og så er det da nemt for os, forklarer Henrik Svane. Børnene opdrager hinanden. De ved, de skal få det til at fungere og har et liv sammen. Pubertetsopgør kender de ikke. Rollefordelingen er der ikke tvivl om. Ovenover flokken står far og mor, som de kaldes og kalder hinanden. - Noget af det største var den aften, vi fortalte dem, at Marianne havde sagt op og vi skulle flytte fra Skørping, væk fra deres barndomshjem, skole og venner og ud i vores eget hus i Nr. Vorupør - som jeg havde sat i stand. De græd som piskede, men så sagde den ældste Olivia trøstende, at ”det skal nok gå. De ved nok, hvad de gør.” Da de havde boet derude i halvandet år flyttede de igen. Igen var snakken stor, erindrer Henrik Svane. For det var godt, de ikke skulle flyttes, fordi de skulle skilles... Den gode dagligdag defineres af kærligheden og den rummelighed, det giver overfor hinanden. På det mere praktiske niveau nævner hans kone dog også hans ”kæmpe organisationstalent, som nogle af børnene heldigvis har arvet”. Talentet sørger for storindkøb af det bedste kød og pølser fra venneparret - slagtermesterens i Toftlund, for køkkenhaven med alt ude i Nr. Vorupør, for syltetøj. Hverdagen er ikke skemalagt, men børnenes ansvarsfølelse gør, at det fletter sammen og fungerer. Og så følger de alle med i hinandens liv. Familien har en vilje til at bruge tid sammen. Ikke i faste afmålte lommer, men til hverdag, lige der, hvor behovet er der, hvor ønsket om nærvær mærkes, hvor kravet til kærlighed skal udmøntes i et helt konkret kram, en snak, et øjekast. - Vi har næsten ikke rejst uden børnene, og vi to er ikke ret tit alene - jo, vi har været et par dage i Berlin... men vi er her til daglig, fortæller Marianne Christiansen. - Den store rummelige kærlighed mellem os her i familien giver så stabilt et fundament, at jeg f.eks. turde sige op som rektor. Jeg var da bekymret. Især økonomisk. Gik fra 55.000 kr. om måneden til nul. Men jeg kunne gøre det. Da Henrik Svane sagde op som rektor for Det Jyske Musikkonservatorium, valgte han mandens velkendte succeskriterier fra. På toppen af stigen, af karrieren, af alderen, af løntrinnene, sagde han nej til prestige og ja til faderskab og tiden og lever nu et liv med musik som organist (han har netop taget eksamen), korleder (tre styk), dirigent, anmelder... Kun job, han holder af. - Vi har vundet i lotto ved, at du gjorde det. Vi har fået tid. Og du er blevet gladere, fastslår Marianne Christiansen, hvis professionelle liv også har væltet rundt. Senest, da hun i 2003 ikke blev biskop i Ribe og igen, da hun i 2005 fandt ud af, at hun ville tilbage til det virkelige liv som sognepræst i stedet for at undervise på præsteuddannelsen. Også for at få mere tid sammen. Stress? - Nej, jeg synes, det hænger sammen. Det er et kæmpe privilegium, at vi begge to arbejder med noget, som vi selv og også den anden synes er meningsfyldt. Jeg ved, menigheden har fået noget godt med hjem, når Marianne har prædiket. Jeg ser mig selv som en flue på væggen, der stolt kan sidde og sige, hende kender jeg... Kærligheden til hinanden er grundlaget for, at det kan gå og gå godt for de to og deres og alle de travle liv, de fører. Det lyder banalt, Henrik Svane? - Jamen, det er det også. Det er der, det begynder. Det er jo kedeligt...