EMNER

Livet skal gå videre

Flaget går på halv, men kun hvis der ikke også er fødselsdag.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sjælen skal kunne komme ud, så vinduet åbnes, når en beboer er afgået ved døden. Foto: Bent Bach

På plejecentret Vendelbohjemmet er der 10 gæstestuer, der benyttes som aflastningspladser. De fleste ligger på afsnit B, hvor social- og sundhedsassistent Mona Larsen arbejder. For tre år siden kom hun dertil, da Motellet i Hjørring lukkede. - Jeg har altid arbejdet med aflastning og meget syge patienter. Det gjorde jeg også før, der var noget, der hed hospice, siger Mona Larsen. Hun har en tidligere sygeplejerskekollega, der arbejder på hospice i Frederikshavn, og for nylig så hun tv-serien om "Sømanden og juristen" om livet på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. - Jeg kan godt se og høre, at de på hospice har meget bedre tid til at være omkring den syge, end vi har, forklarer Mona Larsen. På afsnit B har de en bedre normering i dagtimerne end på de øvrige afsnit på plejecentret. - Vi får også lov til at sidde mere hos en borger, hvis der er behov for det. Så flytter vi lidt rundt på det hele. Eller også skynder vi os derind, så snart vi er færdige med det andet arbejde. Så kan vi snakke lidt eller bare holde i hånd, siger Mona Larsen. Hun arbejder blandt andre sammen med sygeplejerske Lone Falkner Nielsen. Og de har så stor erfaring, at de hyppigt kan forudse, om døden er tæt på. - Det er noget med en anden - mere blålig - kulør på kroppen, en spids næse og en ændret vejrtrækning. Men vi kan ikke sige, om det bliver om to timer eller to dage, siger Lone Falkner Nielsen. Flaget på halv - måske Når en borger dør på plejecentret, sættes flaget på halv - hvis altså ikke en anden beboer har fødselsdag. Så vælges livet forud for døden. - Vi har 71 beboere og selvom en dør, så går livet videre. Vi kan godt stå med en døende, mens der grines inde på stuen ved siden af. Men der står selvfølgelig respekt om den døde. Vi synger ham eller hende ud, hvis familien vil, og følger kisten til døren, siger Mona Larsen. Inden da har de pyntet stuen op med stager med tændte stearinlys og lukket vinduet op. - Sjælen skal jo kunne komme ud, fastslår Mona Larsen.