EMNER

Livet skal leves i landsbyen

Jeanette Larsen og Mikael Schultz flyttede fra by til land, fordi den sociale sikkerhed er større

NØRHALNE:Store byer tiltrækker mange unge, når de flytter fra hjembyen. Det er her, de store eventyr og drømme skal udleves. Men for 28-årige Mikael Schultz og 27-årige Jeanette Larsen skulle det virkelige eventyr og den store drøm findes i en lille by væk fra storbyen. Parret har netop bygget hus i Nørhalne, som de flyttede ind i ved årsskiftet. På cirka samme tid fødte Jeanette Larsen datteren Frida. Parret boede før i en tre-værelses lejlighed i Aalborg, hvor de begge læste til lærer, og hvor de også mødte hinanden. Men da parret skulle have eget hus for første gang, var der ingen tvivl om, at det ikke skulle være i Aalborg. - Vi er begge opvokset på landet, så vi var enige om, at vi ikke vil bo i byen, siger Jeanette Larsen. Parret er ikke i tvivl om, at det lille lokalsamfund har mere at tilbyde end livet i byen. Og især efter de er blevet forældre, har trygheden i en lille by haft stor indflydelse. - Der er en sikkerhed i at bo i et lille lokalsamfund, hvor der er en social forankring, som ikke er i Aalborg, siger Mikael Schultz og tilføjer, at han sagtens kan se forskel på børnene i den skole, hvor han arbejder i Aalborg og børnene i Nørhalne. - Der er et "tvunget" samvær i Nørhalne, fordi der ikke er så mange forskellige tilbud. Her bliver børnene nødt til at skulle fungere med andre børn, siger han, og Jeanette Larsen tilføjer, at netop denne omstændighed giver børnene sundere interesser. Mikael Schulzt er opvokset i Nørhalne, men det var bestemt ikke årsagen til, at valget faldt på fødebyen. Det var derimod en tilfældighed, da Mikael Schultz en dag i den lokale brugs tilfældigt hørte om grundene i Nørhalne, hvorefter tingene tog fart, fortæller han. Det var dog Mikael Schultz, der havde de størte betænkeligheder ved at vende tilbage, hvorimod Jeanette Larsen er glad for, at der er familie i nærheden. Men selv om det var en tilfædighed, at parret valgte at bygge fremfor at købe, så er de meget glade for beslutningen i dag. De har selv været med til at tegne og indrette huset og føler derfor, at huset er mere deres eget, fortæller parret. - Det har været spændende at indrette, og det betyder at huset passer til netop vores behov, siger Mikael Schultz og tilføjer, at parret har brugt meget tid på inventaret. For Jeanette Larsen betyder hjemmet meget. Især det nye hjem, hvor parret har planer om at blive boende. - Der er også en vis stolthed over det, når der for eksempel kommer gæster, og vi kan vise det frem, siger hun og Mikael Schultz tilføjer: - Nu har vi faktisk fået et hjem for første gang - et fælles hjem til familien, siger han. Parret er ikke i tvivl om, at huset er en drøm, der er gået i opfyldelse. De har foreviget opførslen af huset på billeder, og der ligger over 400 af slagsen på computeren. Hvert rum har en historie, fortæller de.