Livet slog en kolbøtte

Alt skulle være perfekt, og det gik hun ned på. Eileen Klitvad måtte igennem en personlig krise, før hun fik privatliv og karriere til at hænge sammen

Arbejdsmarked 20. april 2003 08:00

Det var en arbejdsdag som alle andre. Troede hun. Med møder, mails, tårnhøje ambitioner, krav, forventninger, familie og mangel på tid. Men så skete der noget den dag i 1997: - Jeg brød sammen midt under et møde med min nærmeste chef og en kollega. Det var et ganske almindeligt møde. Jeg følte mig ikke specielt udsat eller presset. Men pludselig mistede jeg overblikket. Jeg følte, at jeg blev talt ned til, misforstået, og at de andre grinede af mig. Jeg begyndte at græde og råbe. Jeg smækkede med døren og forlod mødet, pakkede mine ting på kontoret, ringede til min læge og forlod min arbejdsplads. Dengang forstod Eileen Klitvad intet af, hvad der hændte. Men det gør hun i dag: - Det var et helt urealistisk liv, jeg levede. Det måtte jo briste. Og det gjorde det noget så eftertrykkeligt. Eileen Klitvad landede på sofaen derhjemme og græd og græd og græd og følte sig fuldstændig tom. Først efter et par måneder hos en psykolog, hvor hun blev nødt til at revidere sit syn på mangt og meget - ikke mindst sig selv - kunne hun vende tilbage til arbejdet igen. Eileen Klitvad var gået i en fælde. Perfektionsfælden, som hun mener, at mange kvinder nemt havner i, hvis de ikke passer på. Og det gjorde hun ikke. Ikke dengang. Udadtil levede hun et perfekt liv med mand, to sønner og en fremadstormende karriere. Men bag facaden var der rod i butikken: - Der var ikke nogen arbejdsdeling hjemme hos os, for jeg tog mig af det hele. Og det bebrejder jeg ikke min mand, for han fik slet ikke lov at komme til. Jeg kunne gøre alting bedre, jeg vidste bedst - troede jeg. Så derfor sled jeg som et bæst og hersede og regerede med min familie. På arbejdspladsen begyndte jeg også at blive urimelig. Jeg syntes, de fleste af mine kolleger var uduelige. Det faldt mig på intet tidspunkt ind, at der måske var noget i vejen med mig selv. Eileen Klitvad er sikker på, at mange kvinder vil kunne nikke genkendende til nogle af de problemer, hun selv ramlede ind i med hensyn til at få karriere og privatliv til at hænge sammen. Derfor har hun skrevet bogen "Altid perfekt?", hvor hun åbenhjertigt beskriver sit liv før, under og efter den personlige krise. Hustyran Det typiske stress-relaterede sammenbrud blev den største krise i Eileen Klitvads liv, men også den største lykke, fortæller hun. Hun begyndte nemlig at indse, at hun kun var et menneske, og at hun ikke kunne være perfekt på alle områder: - Jeg lærte, at der var andre måder at gribe tingene an på. At MIN måde ikke nødvendigvis er den eneste rigtige. Jeg begyndte at tage meget mere afslappet på, hvordan der så ud i vores hjem. Jeg fandt ud af, at verden ikke styrter i grus, fordi der ligger nullermænd i hjørnerne. Skoene behøver heller ikke at stå på en snorlige række i gangen, og mad kan tilberedes på mange måder. Jeg afgav mere og mere magt og holdt op med at spille hustyran. Det gjorde livet lettere for os alle sammen. Jeg tror, det var gået rigtig galt, hvis ikke jeg havde fået den krise og dermed blev tvunget til at tage min håndtering af tilværelsen op til revision. Efter to en halv måneds sygeorlov vendte Eileen Klitvad tilbage til sit arbejde, og her var hun heller ikke længere den samme som før: - Tidligere blandede jeg mig i alt. Også det jeg ikke havde indflydelse på. Hvis ikke jeg blandede mig, så havde jeg i hvert fald meninger om, hvordan arbejdet burde udføres. Det er jo meget energikrævende og ikke spor frugtbart. I dag engagerer jeg mig kun i de områder, hvor jeg har noget at skulle have sagt, for der er ingen grund til at spille med musklerne der, hvor man alligevel ikke har nogen indflydelse. Det er spild af tid. Jeg skal ikke ændre hele verden som tidligere. Det projekt har jeg droppet, ler hun. Benhård prioritering Eileen Klitvad fortæller, at hun også blev nødt til at sætte sig ned og lave en prioriteringsliste, og hun nåede frem til, at hendes børn og mand har første prioritet og herefter kommer karrieren. - Min familie er det vigtigste for mig. Ingen tvivl om det. Men det er også vigtigt for mig at have en karriere. Jeg arbejder sjældent under 12 timer om dagen og rejser en del. Min mand har også et krævende job, så vi bliver nødt til at prioriterer vores fritid benhårdt. Vi ser for eksempel ikke fjernsyn om aftenen, og jeg optræder heller ikke som den perfekte værtinde ved venne- og familiemiddage. De må tage os, som vi er, og hvis de holder af os, accepterer de også, at vi ikke nødvendigvis disker op med tre retter mad, når de kommer på besøg. De tilgiver os nok også, hvis vi melder afbud til en invitation, fordi vi ganske enkelt ikke har tid. Med alle de roller, vi hver især skal bestride hver eneste dag, er det ufattelig vigtigt at være klar over, hvad der er væsentligt, mener Eileen Klitvad: - Hvis man skal have balance i sin tilværelse, bliver man nødt til at prioritere det væsentlige. Vores roller er så mangfoldige, og der er krav og forventninger fra stort set alle, vi møder og omgiver os med i vores hverdag, og det er komplet umuligt at være på toppen i samtlige roller hele tiden. Det bliver vi kvinder nødt til at lære, for ellers går vi ned med flaget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...