Livet til overvejelse efter kræftsygdom

Da Johnny Sort Jensens kone fik konstateret kræft, besluttede de sig for at lægge tilværelsen om

Johnny Sort Jensen og hustruen Hanne Boll har valgt at sælge Strandvejens Kiosk, efter at Hanne fik konstateret kræft. Det er andre værdier, der tæller nu. arkivFoto: Eva Seider

Johnny Sort Jensen og hustruen Hanne Boll har valgt at sælge Strandvejens Kiosk, efter at Hanne fik konstateret kræft. Det er andre værdier, der tæller nu. arkivFoto: Eva Seider

ASAA:2008 er ikke blot et nyt år for Johnny Sort Jensen og familien. Det er på mange måder også starten på en ny tilværelse. I november sidste år skulle hustruen, Hanne Boll, have fjernet en cyste på kinden. En ellers harmløs operation, der dog endte med at vende op og ned på familiens liv. Lægerne opdagede nemlig, at Hanne Boll havde kræft længere inde bag øret, og beskeden om hustruens kræftsygdom, fik Johnny Sort Jensen til at stoppe op. - Lige pludselig står man jo i en ny verden. Jeg husker tydeligt, at det første Hanne sagde, da hun ringede fra sygehuset var, om jeg havde husket at lægge aviserne ud til avismanden. Og så tænkte jeg, at det er livet altså for kort til, fortæller Johnny Sort Jensen med en alvorlig mine. Derfor tog parret en hurtig beslutning - nemlig at sælge sin Strandvejens Kiosk, som de kun har haft i omkring halvandet år. Og det er en beslutning, som Johnny Sort Jensen bestemt ikke har fortrudt. - Det kan måske virke som en drastisk beslutning, vi tog, men det er også den rigtige. Min kone skulle ikke bruge kræfter på at tænke på kiosken, og det er også helt andre værdier der tæller nu, end at bruge tiden på kiosken. Og det er nok også det, vi agerer ud fra, siger han. Er stadig bange Hanne Boll blev opereret anden gang i december. En operation der gik godt, og som har fået bugt med kræften. Men Johnny Sort Jensen lægger da ikke skjul på, at det har været en hård periode, som stadig sidder i kroppen. - Jeg er da bange, og har været meget bekymret. Vores fire børn har også reageret meget forskelligt på kræftsygdommen. Og selvom det er en floskel, så handler det pludselig mere om at leve i nuet end tidligere, siger han. Derfor er det heller ikke de langsigtede briller, Johnny Sort Jensen har på, når det gælder 2008. - Det er jo et nyt liv, vi tager hul på. Og vi tager det som det kommer. Det første vi gør er at tage på skiferie, siger han med et smil. Nyt drømmejob Men Johnny Sort Jensen starter dog ikke helt på bar bund i det nye år. Efter han havde besluttet at sælge sin butik, blev han nemlig ringet op af Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), som tilbød ham et job. Over en toårig periode skal Johnny Sort Jensen bruge nogle få timer om ugen på at være koordinator i Region Nordjylland på projektet ¿X-sport kraftcenter¿. Projektet går ud på at tilbyde træning til handicappede børn og unge i hele Nordjylland et par gange om måneden. Og det er noget nær et drømmejob for Johnny Sort Jensen, der er pædagoguddannet, og som naturligt nok har prøvet handicapidræt på egen krop. - Det bliver en meget spændende opgave. Idrætten har betydet meget for mig, og jeg har selv oplevet at alting bliver nemmere, når man har mulighed for at dyrke idræt, siger han. Især to områder vil Johnny Sort Jensen sætte fokus på i sit nye job - nemlig børn med DAMP og hyperaktive børn samt blinde børn og unge. - Det er utroligt vigtigt, at give børn og unge selvtillid. For hvis de har selvtillid, så kan de også klare sig som voksen, siger Johnny Sort Jensen.