Livets og dødens sange

SYMFONI Rachmaninov, Mahler Man kan vanskeligt forestille sig to værker så diametralt modsatte som Rachmaninovs symfoniske digt "Dødens Ø" og Mahlers symfoni "Das Lied von der Erde", begge værker, der rummer døden som deres centrale tema. På den ene side Rashmaninov, et mystisk, kompakt tonedigt, der fremmaner Karon og dødsriget i mørke billedskabende klangflader, overfor Mahler, hvis tema er det levende menneskes reflektioner over livet, når mørket rykker nærmere, men med vægten på lyset, omend med vemodigheden som klangbund. Jeg kan ikke mene ret meget om symfoniorkestrets og Olaf Henzolds fremførelse af Rachmaninovs symfoniske digt, som aldrig for alvor kom til at appellere; om det skyldtes værket -en slags omvendt Helios ouverture- eller opførelsen står også uklart for mig, måske en kombination af begge dele. Værket fremstod mudret, kontrastløst og lidet opløftende, vel ikke så mærkeligt, emnet taget i betragtning. Til gengæld fik Mahlers "Das Lied von der Erde" en bevægende opførelse med det helt store orkesterapparat i brug, men sjældent på én gang, først og fremmest i kraft af de to fremragende sangsolister, mezzoen Marianne Rørholm og den canadiske tenor, Alan Woodrow. Mahlers brugte i sin sangsymfoni tekster af den store kinesiske digter fra Tang-dynastiet, Li Po, ham der led druknedøden i en brandert, da han forsøgte om omfavne månens spejlbillede i søen. Hos Mahler er kontrastvirkningerne mellem de seks satser den centrale ide i værket, hvor tenoren og mezzoen på skift spænder op imod hinanden. Alan Woodrow brændte igennem med en pragtfuld lysende tenorklang, teksttydelig og med en power, der bar hele orkesterklangen, ubekymretheden, smerten og skønheden samlet i et brændpunkt. Og Marianne Rørholm forløste vemoden og den lysende overjordiske skønhed i sine afdelinger, allermest bevægende i den sidstesatsen, "Afsked". Vel var det ikke alt, der lykkedes i Mahlers vanskelige partitur denne aften, der var nogle knaster i den rytmiske koordinering og de klanglige overgange; men der var også en lang række fornemme præstationer af blæsersolisterne, som bærer store dele af dette værk. Det var synd og skam at Mahlers pragtværk kun kunne fremføres for en halvtom sal, synd for de medvirkende sangere og musikere, men nok allermest for de mange, der gik glip af et stort øjeblik. Tore Mortensenkultur@nordjyske.dk Rachmaninov, Mahler. Aalborg Symfoniorkester. dir.: Olaf Henzold. Solister: Marianne Rørholm, Alan Woodrow Aalborghallen, torsdag aften