Aalborg

Livets store spørgsmål

Den franske forfatter Albert Camus hævder i sit lille mesterværk "Sisyfos-myten", at der kun findes et alvorligt filosofisk problem, nemlig om livet er værd at leve eller ej. Livets mening er det vigtigste af alle spørgsmål.

Dette spørgsmål har formentlig været overvejet af mennesker til alle tider, og nogle giver op og berøver sig livet. Camus udtrykker det på den måde, at selvmordet er det samme som at gå til bekendelse. "At tage sig af dage er simpelt hen en indrømmelse af, at det ikke er ulejligheden værd at leve." På Aalborg Teaters lille scene "Transformator" opføres indtil 22. december stykket "Vi som er 100". Jeg kan umuligt vide, hvad forfatterens inderste tanker og ideer med stykket har været, men det er svært ikke at få den tanke, når stykket slutter, at uanset alle anstrengelser for at finde et meningsfuldt liv, findes det kun i glimt og kortere perioder. Det håb, som er overladt mennesker, er eksistentielle tuer af glæde, lykke og harmoni. Stykket får én til at overveje det absurde spørgsmål, om man ville kunne gøre sit liv anderledes, om muligheden forelå. Er meget af livet en flugt fra de givne vilkår i form af drømme og håb, og ender man som en af Storm P.s figurer med at sige til sig selv i sin alderdom, at man har kun minderne, og dem er der ikke meget ved? Albert Camus gør sig i "Sisyfos-myten" tanker om Don Juan. Ifølge Camus tror Don Juan ikke på en dybere mening med livet. Han har det talent at forføre, og det benytter han sig af den ene gang efter den anden. Han søger ikke den fuldkomne kærlighed, da han elsker alle kvinder med den samme lidenskab. Derfor forlader han ikke en kvinde, fordi hun ikke er værd at begære, men fordi han begærer en ny. Han udtømmer sit livs muligheder. Han lever sit liv fuldt bevidst om dets absurditet. Med alderen kunne man forestille sig, at Don Juan blev melankolsk, men Camus forestiller sig tværtimod, at Don Juan tager sin skæbne på sig og slutter sit liv i askesen og finder det helt naturligt. I "Vi som er 100" er vi som gæster med på en rejse. Rejsen har højdepunkter, men det er som om, disse ikke udvikles og fastholdes. En sekvens omhandler en togrejse, hvor der måske tændes et håb, men hvor håbet ender i tomhed. Hvorfor griber mennesker ikke de muligheder, som bydes, og hvorfor ender livslysten i rødvinens tåger? Mennesker vil hinanden, men går alligevel fejl af hinanden. Man er sammen og alligevel ensomme. Kan man slippe ud af denne absurditet? Jean-Paul Sartre skildrer i "Lukkede døre", at mennesker kan være hinandens skæbne uden egentligt at ville hinanden. Uden at ville de andre noget ondt, bliver man alligevel de andres bøddel. Man drives på én gang af lyst og afsky. Man er i tvivl om det rigtige og vil måske inderst inde egentligt kun sig selv. Man frygter ensomheden og ønsker kærligheden, men frygter samtidig nærværet og afhængigheden. "Helvede... helvede, det er de andre." I "Vi som er 100" forekommer spørgsmålet om livsmeningen ikke løst, men måske skal man som Sisyfos, hvem guderne havde dømt til uophørligt at trille en sten op på toppen af et bjerg, hvorfra den øjeblikkelig rullede ned igen, tage sit liv på sig og ikke lade sig knække af det meningsløse. "Transformator" sætter med "Vi som er 100", der indeholder vid og spændende skuespilpræstationer, et fint punktum for 2011 på sin eksperimenterende lille scene.