Livlig aften med politikere og aktive borgere i Løkken

Kirsten Olsen
Arne Boelt og Birthe Andersen deltog veloplagte i diskussionen og så ud til at føle sig på hjemmebane. Foto: Kirsten Olsen
1. november 2016 13:04

Løkken Strandgård var fyldt op, da Aktive Kvinder i Løkken havde inviteret borgmester Arne Boelt og byrådsmedlem Birthe Andersen til at fortælle om fremtiden i Løkken.

Foruden aktive kvinder var der også en del aktive mænd på mødet, og der blev talt på lokal dialekt og lige ud af posen. Der kom mange spørgsmål og diskussionerne bølgede på kryds og tværs.

Politikerne lagde ud med at fortælle om, at man håber at få lavet en bedre sammenhæng i byen mellem molen, stranden, byen og Torvet.

Hjørring Kommune har over de næste 4 år sat 8 millioner af til projektet, men det er ikke nok, så der søges stadig fra fonde og andre steder. Der er kommet 900.000 kr. fra Dansk Kyst og Naturturisme. De penge skal bruges i samarbejde med Blokhus.

Birthe Andersen slog fast, at selv om turisterne glæder sig til et gensyn med Løkken, så skal der også tænkes nyt med nye aktiviteter. Blandt andet i forbindelse med Klithotellet.

- Nogle mener, der ikke skal være byggeri i klitten, men vil vi have udvikling, må vi også have mod til at tænke nye tanker, sagde hun.

Arne Boelt oplyste, at der forhandles med interesserede investorer til Klithotellet, men at det er en stor sag, som må gå sin egen gang.

- Men et nyt hotel er ikke en betingelse for at få hytterne i klitten, de kan sagtens knyttes til et andet hotel, sagde han.

Diskussionen kom også rundt om gågade og tomme butikker. Arne Boelt roste Løkken for at være en meget pæn og ren by, som det er en nydelse at gå en tur gennem.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...