Livlige Vita Thomsen snupper efterlønnen

Vemodigt farvel efter tyve år blandt ældre

Løkken 1. februar 2003 07:00

HJØRRING: I tyve år har Vita Thomsen arbejdet som beskæftigelsesvejleder eller aktivitetsleder for Hjørrings ældre. 1. maj er det slut, for så går den aktive 62-årige på efterløn. Gennem alle årene har hun haft ét motto: - Jeg har villet dække de ældres behov og ikke alle andres. De skal kun gøre det, de selv har lyst til. Sådan lyder det kontant fra den meget talende Vita Thomsen, som tager sig tid til at tale med journalisten en torsdag middag efter den sædvanlige aktivitetsformiddag for Bispecentrets beboere. Kort forinden har hun med et lille knus og ønsket om en god weekend sendt en halv snes pensionister ud af døren. - Det er noget kludder, du skal holde op, sagde Kamma Jensen på vej ud af døren. Agnethe Hansen fulgte op og sagde: - Vi er meget kede af det, for her skal være en leder, ellers dur det ikke. Så ville vi alle sammen råbe i munden på hinanden. Vita Thomsen smiler og må give Agnethe Hansen ret: - Der er altid nogen i sådan en gruppe, der vil dominere. Det med at vi bliver som børn igen bliver jeg mere og mere overbevist om. Så er jeg den, der kontant må gå ind og sige: Nu skal du altså tie stille. Ellers bliver der aldrig ro. Her er det nødvendigt med en, der kan sige, at nu bliver det altså ikke anderledes. God til at lytte Torsdag middag mellem 11.30 og 13 er den tid, hvor Vita Thomsen har en form for konsultation. Hun sidder i dagligstuen på Bispecentret, og det ved beboerne, som så kan komme og få en snak, hvis de har lyst. - Mange ældre har behov for virkelig at blive hørt, når de siger noget. Mange har sagt til mig, at jeg var god til her job, fordi jeg er så god til at snakke, men i det her arbejde skal man være god til at lytte. Meget af mit job har været som sjælesørger. Når der kommer en her for at tale med mig, så taler vi sammen uden aldersforskel, selvom de måske er 80 og jeg er 60, siger Vita Thomsen. Når Vita Thomsen aktiverer de ældre, så sker det gennem ludospil, kortspil, banko eller ved at få en gæst udefra til at fortælle eller synge. Det sidste er i de tre klubber, som Vita Thomsen sammen med fem frivillige har fået stablet på benene i Cathrinegården, på Nørretorv samt i kælderen i Bispecentret. - Det er områdeleder Kirsten Terps idé, at vil skulle prøve at møde de ældre, dér hvor de bor, så det har vi gjort, fortæller Vita Thomsen. Det har været en succes, for der kommer mellem 50 og 70 hvert sted til de tre klubeftermiddage. - Jeg tror, at de ældre godt kan lide at tale med mig, fordi de aldrig skal noget med mig. Når sundhedsassistenten eller sygeplejersken kommer, så skal de altid et eller andet - i bad eller have medicin, men jeg skal bare tale med dem. Udlært på Skovgården Det var tilfældigt, at Vita Thomsen kom ind i ældrebranchen. Hun blev uddannet tjener, men fik som 37-årig i forbindelse med graviditeten med sit trejde barn konstateret kræft i livmoderen. - De sagde, at det ville koste mig livet at få det barn, men jeg ville have det, konstaterer Vita Thomsen. Siden blev det til flere operationer for kræft og 43 indlæggelser. - Overlæge Tobiassen, som behandlede mig, foreslog på et tidspunkt, at jeg skulle ud og arbejde. Jeg kom så ud på Skovgården, hvor John Larsen lærte mig op. Jeg har faktisk følt, jeg fik et ekstra liv forærende, fortæller Vita Thomsen. Indtil for nylig var Vita Thomsen stadig hver fredag på Skovgården, men efter at timetallet er kommet ned på 32 timer om ugen, er det hørt op. Hjem til børnebørnene Fra 1. maj skal Vita Thomsen så til at tilgodese sine egen behov. Manden John, de tre sønner og 13 børnebørn får nok også en del opmærksomhed. Og så vil Vita Thomsen gerne være frivillig og hjælpe ældre. - Det skal bare ikke være i Hjørring Kommune, for man skal ikke puste sin efterfølger i nakken. Det skal være i Løkken, meddeler Vita Thomsen, som er flyttet permanent ud i sommerhuset i Nr. Lyngby.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...