Livløs genfortælling

5. september 2002 08:00

BOG Carsten Michael Laursen: "ABBA - Thank You For The Music" I betragtning af, hvor meget lys og liv og lyst og leg, der bobler frem i ABBA's bedste sange ("Dancing Queen", "That's Me", "If It Wasn't For The Night" m.m.fl.), er det påfaldende, så gråmelerede de er blevet, disse optegnelser fra Björn, Benny, Agnetha og Annifrids liv, skæbner og karriereforløb før, under og efter den korte, men hektisk og næsten ekstremt markante ABBA-tid (1973-82). Carsten Michael Laursen er ellers lidt af en kapacitet. En ægte kender og gammel fan. Drengeværelset har været plastret til med ABBA-plakater, og melodierne er blevet grundigt igennem. Og nydt. Hver dag. Og der er ingen tvivl om, at Laursen ikke bare har set dét Melodi Grand Prix i 1973 i Brighton, hvor ABBA vandt med "Waterloo", men også et væld af andre tv-shows og koncerter og formentlig alle videoer, og at han stadig ligger inde med kilovis af udklip med interviews, reportager og anmeldelser fra alle tænkelige dag-, uge-, pop- og ungdomsblade. Men ironisk nok bæres "ABBA - Thank You for the Music" netop ikke af en begejstring, nen snarere af en blanding af sur pligt og småslapt sprog. Hvem ved, måske for stor ærbødighed? Som læser tager man sig i hvert fald i at gøre hvert kapitel færdigt hurtigere end det forrige, fordi bogen ikke er nogen læseoplevelse, men en vel nok korrekt, men også kedsommelig (og sine steder meget klichéfyldt) opsummering af, hvad ABBA har gjort hvor og hvornår. Fyldt med hurtige, overfladiske betragtninger i forbifarten - og uddrag af forholdsvis intetsigende anmeldelser til at understrege de skiftende holdninger til det mageløse svenske popfænomen. For historien er dybt fascinerende. Fra Björn og Bennys aldeles tilfældige møde frem til milliardsuccesen ABBA, der har solgt mindst 350 millioner plader, og op til vore dages noget mindre projekter for hver af de fire. Mest tankevækkende er næsten den massive skepsis og modstand, ABBA blev mødt med at såkaldt toneangivende meningsdannere med de rigtige meninger - og så det faktum, at ABBA var helt fremme i forreste række, når det gælder en selvbevidst, uhyre nøje koreograferet fremtræden, ikke bare ved koncerter, men også på albums og billeder og i det dengang nye medium, musikvideoen. Men læseren keder sig og gaber og glæder sig til at lytte til ABBA. Fra Laursen er der næsten svimlende langt op til "bibelen", Anders Hanser og Carl Magnus Palms "From ABBA to Mamma Mia" fra 1999 og den forbilledlige genudgivelse i 2001 af samtlige ABBA-plader, bredfyldt med ikke alene alle tekster, men også lange, vidende og medlevende forklaringer på, hvad de to A'er og de to B'er befandt sig i deres liv og karriere i forbindelse med hver enkelt plade. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Carsten Michael Laursen: "ABBA - Thank You for the Music" Lindhardt & Ringhof 205 sider, 199 kroner. Udkommer i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...