Livløs kvinde døde af drukning

En kvinde, der blev fundet død i vandkanten nær Hanstholm, døde af drukning. Politiet udelukker forbrydelse.

Livløs kvinde døde af drukning

Den 36-årige kvinde, der søndag eftermiddag blev fundet død i vandkanten ved Vigsø Strand nær Hanstholm i det nordvestlige Jylland, døde som følge af drukning.

Det står fast efter ligsyn og obduktion af kvinden mandag.

- Obduktionsrapporten fra retsmedicinerne har vist, at kvinden er druknet, siger vicepolitikommissær Andreas Søgaard, der er leder af efterforskningen ved lokalpolitiet i Thisted.

Politiet fastslår efter obduktionen, at kvinden ikke har været udsat for en forbrydelse. Derfor indstiller ordensmagten nu yderligere efterforskning af sagen.

- Resultatet af obduktionen er, at kvinden er druknet, og det - sammenholdt med vores efterforskning - tyder på, at hun har begået selvmord. Vi er ikke i tvivl om, at kvinden har taget sig selv af dage, siger Andreas Søgaard.

Kvinden forlod sit hjem søndag for at vaske tøj, men vendte aldrig tilbage.

Hun blev i stedet fundet på stranden cirka 800 meter fra Vigsø Bugt Feriecenter, hvor hun boede sammen med sin mand og parrets to mindreårige børn.

Kvinden var blot iført cowboybukser og bh, og det fik politiet til at undersøge, om der lå en forbrydelse bag dødsfaldet.

Trods eftersøgning på stranden og i klitterne i nærheden af stedet, hvor den livløse kvinde blev fundet søndag eftermiddag, er hendes jakke og t-shirt ikke fundet.

Politiet efterlyste tidligere mandag en sort bil og nogle strandgæster, der måske kunne kaste lys over kvindens færden op til det tidspunkt, da hun blev fundet.

Bilen tilhører en familie, som politiet har talt med. De har besøgt stranden, men så ikke kvinden, oplyser Andreas Søgaard.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.