EMNER

Livløse effekter

Visse sætninger er brugt så meget i det danske sprog, at de nærmest er helt slidte.

Dette medfører ofte, at den givne sætning bliver en så fast del af det danske sprog, at man ikke længere tager det bogstaveligt, men derimod med det samme forstår den billedlige mening med den. Mange danskere kender udtrykket ”Døde metaforer”. Døde metaforer er metaforer, der er brugt så mange gange, at de har mistet deres metaforiske effekt, og bare er blevet til en almindelig talemåde, som ikke kræver nogen omtanke for at forstå. Et par eksempler på dette kan være: ”Hun var helt oppe at køre!” eller ”Han gik helt i sort.” Der er naturligvis mange flere. Der findes som sagt en masse metaforer, der har en ”livløs” effekt, men hvorfor er det ikke blevet normalt at snakke om ”Døde personificeringer”? Disse findes også i det danske sprog, og de bør have samme ret, som de pensionerede metaforer. En personificering er når en ting får en menneskelig egenskab. Et eksempel på dette kan være, ofte set i tegnefilm, et dyr, der kan tale. Hvad er så ”døde” personificeringer? Det må jo givetvis være nogen vi bruger så ofte, i daglig tale, at vi ikke længere tænker over, at det er en personificering. To eksempler på dette kan være: ”Hvornår går bussen?” og ”Hvor tiden dog løber (render/går)!” Bør vi ikke velkomme udtrykket ”Døde personificeringer” i vores sprog? De er der, og vi gør flittigt brug af dem. Hidtil har de ikke, officielt, fået et navn, men det giver dem ikke mindre ret til at blive anerkendt som en del af det danske tungemål.