Drukneulykker

"Livredder" i biler spares væk

Kun seks af de 20 mest solgte biler har ESP som standardudstyr

En gennemgang af udstyrslisterne på de nye biler afslører, at det livreddende ESP-system, som kan forhindre udskridninger, endnu kun er standard på et fåtal af de nye biler på det danske marked. Ud over nogle få bilmærker, så er hovedreglen, at de elektroniske støttehjul skal købes som ekstraudstyr, men til en række populære biler kan det slet ikke fås. På top 20 listen over de bedst sælgende biler fra januar til juli er der kun seks biler, hvor ESP er standard. Og det giver et meget godt overblik over, hvordan billedet forholder sig blandt alle nye personbiler til salg. Ud af 150 modeller har kun 55 bilmodeller det livreddende udstyr på listen over standardudstyr. Det er de deprimerende kendsgerninger, året efter regeringens indførsel af fradrag på ESP. Værst står det til hos de fire lavprismærker: Daewoo, Hyundai, Kia og Suzuki, hvor ESP end ikke er tilkøbsmulighed. Forsinkelse Da de koreanske bilmærker samtidig tegner sig for en stadig stigende andel af nybilsalget, betyder det, at udbredelsen af ESP i den danske bilpark bliver yderligere forsinket. Bestsellere som Daewoo Kalos og Lacetti, Hyundai Getz, Kia Picanto og Suzuki Alto og Liana suser således rundt på gader og stræder uden mulighed for at ejeren kan vælge ESP. Hos Andersen Motors, som via forhandlingen af Suzuki står for 11 procent af bilsalget herhjemme, mener presseansvarlig John Mogensen, at ESP måske bliver en mulighed på en ny Swift, som introduceres om et års tid. Men på nuværende tidspunkt kan det ikke fås til nogle modeller, forlyder det. Hyundai, som for tiden er i stor fremgang herhjemme, er snart på banen med ESP. - Vi introducerer elektronikken i Tucson og den nye Sonata til februar, siger pressechef Jens Ibsen og understreger, at fradraget i registreringsafgiften vil gøre det billigt. Blandt lavprismærkerne er det Skoda, som formår at kombinere lave priser og høj sikkerhed. ESP er standard i alle Fabia med 75 hk eller derover. Til de mindre motorversioner er det dog ikke teknisk muligt at levere, oplyser pressechef Peter Lorensen. Octavia med ESP Den helt nye Octavia vil også have ESP på listen over standardudstyr, når den i løbet af kort tid vil have premiere hos herhjemme. Honda, som ellers er kendt for at være på forkant med den teknologiske udvikling, har ikke meget at byde på, når det gælder ESP. Systemet er kun standard på topmodellen Accord 2,4 Executive til 450.000 kroner. - Men når den nye faceliftede CR-V kommer i starten af næste år, bliver det formentlig standard, siger Elsebeth Dahl fra importøren. Situationen er noget bedre hos Nissan, hvor sikkerhedssystemet fås i forbindelse med Micra 1,4 Tekna. Det er også standard på alle Primera, undtagen den billigste udstyrsversion. Her er merprisen 10.000 kroner. - Firehjulstrækkeren X-Trail leveres også med ESP i en udstyrspakke, fortæller pressechef Ann Strøby. En lang række bilmærker har åbenbart den politik, at selv om ESP kan fås til deres biler, så skal kunderne betale ekstra for sikkerheden på trods af et stort fradrag fra regeringens side. Det gælder hos Fiat, som til gengæld er meget rimelige med priserne på systemet. Det koster i gennemsnit 5000 kroner til Panda, Punto og Idea. Og til den nye faceliftede Stilo er det standard på alle modeller undtagen 1,9 JTD Active. Men helt uforståeligt koster ESP 11.339 kroner til den nye Multipla. Hos Ford svinger priserne på det elektroniske gangstativ betydeligt mere. Til Mondeo er prisen 4491 kroner og ESP er kun standard på V6-versionen. Endnu værre står det til, hvis man er en af de mange, som er interesseret i en Focus C-Max. Der koster det hele 10.393 kroner i merpris. Til de små Ford-modeller fås den elektroniske hjælper kun i yderst begrænset omfang. Den lille Ka leveres ikke med ESP og til Fiesta og Fusion er det ekstraudstyr til modeller med 1,6 motor. Ellers fås det ikke, forlyder det fra den danske importør. Opel mener tilsyneladende heller ikke, at ESP skal være standard på det danske marked. Det leveres som ekstraudstyr til alle biler og priserne svinger mellem 2.241 kroner (Corsa) til 14.494 kroner (Astra). Blandt de populære franske biler er der delte meninger om, hvorvidt ESP skal være standard eller ej. Peugeot var blandt de første til at gøre systemet til en integreret del af bilen. Det gælder 307 og 407 og 607, hvor man slet ikke kan købe bilen uden. Men til bestselleren 206 leveres ESP ikke til de små udgaver med 1,1 og 1,4 motor. Til gengæld er det standard i 1,6 udgaverne. Og kan fås til Partner. Samme, lidt spredte, holdning finder man hos Citroën. I den store C5 findes elektronikken på listen over standardudstyr. Og det gør det også i C8, som sælger ganske godt som autocamper. I den lille buttede C3 er ESP standard i Prestige og Elegance versionerne, hvorimod den endnu mindre C2 kun leveres med ESP i topmodellen VTR. Det tredje franske mærke, Renault, har en mere klar holdning til ESP. Det er nemlig ekstraudstyr til alle de biler, hvor systemet kan leveres til. Det gælder Megane, Scenic og Laguna. Priserne er rimelige - omkring 6000 kroner. Men til Clio og Kangoo fås det slet ikke. En række bilmærker har gjort ESP til standard i alle modeller. Det gælder BMW, Mercedes, Saab og Volvo. Hos Audi, som må siges at høre til i samme prestigemæssige kategori, er holdningen knap så entydig. - ESP findes i alle vore modeller undtagen A3, hvor det koster 7115 kroner, lyder det fra Ulla Ritter, pressechef hos Audi. Hun understreger, at man arbejder på, at det skal blive standard, men det handler om bundprisen på bilen. Hos Toyota kan den lille Yaris fås med ESP i forbindelse med T-Sport, som er uforholdsmæssig dyr. Bedre går det i den nye faceliftede Corolla, Corolla Verso og Avensis, som alle har ESP på menuen. Volkswagen var en af de første importører til at følge regeringens ønske om ESP i bilerne. - Vi kunne ikke have indført ESP i alle vore biler, hvis fradraget ikke havde været der, siger informationschef Henrik Hagen, som ærgrer sig lidt over, at mange kunder stadigvæk ikke ved, hvad systemet rent faktisk kan gøre for dem i en nødsituation.

Forsiden