Livreddere altid i aktion

Dårligt vejr udnyttes til at informere badegæster, træne og holde udstyret i tip-top stand.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tim Feveile er i radiokontakt til båden, som er på vandet hver dag, om det så er en aktion eller blot en test af udstyret.

Mandag var der langt mellem badegæsterne på Blokhus Strand. Temperaturen i både luften og vandet lå omkring 18 grader, og indimellem småregnede det. Så skulle man tro, at livredderne fra TrygFonden Kystlivredning kunne nyde en stille dag på jobbet. Men sådan er det nu ikke, fortæller Pernille Skieller, der er kystlivredder for tredje år i træk og denne uge er på Blokhus Strand med to kolleger. - Vi kan jo lige så godt udnytte regnvejret til at træne og prøve vores udstyr af, siger Pernille Skieller. Hun er netop kommet ind på land efter en tur i båden, der således lige er blevet tjekket, ligesom livredderne har taget bestik af vandetsigtbarhed - måske skal der advares om brandmænd og alger - samt strømforhold. - Så har vi den bedste føling med vandet, hvis nu der skulle ske noget, pointerer Pernille Skieller. Overvågningen er naturligvis en væsentlig del af kystlivreddernes arbejde, men når der ikke er mange i vandet, udnyttes muligheden for at tage en snak med strandgæsterne og uddele en folder med blandt andet de fem baderåd. Forebyggelse redder jo også liv. Børnene får en malebog og elsker at følge i hælene på de rød-gule livreddere, der har så meget smart udstyr. Kystlivredderne kan også spare Søværnets Operative Kommando for en kostbar tur med redningshelikopteren for at hente badedyr, der er drevet til havs. Hvis ikke livredderne selv henter dem ind, rapporteres det til SOK, at de roligt kan lade helikopteren stå denne gang, fortæller kystlivredder Tim Feveile. Der føres statistik over alle aktioner, og der er flest af de grønne: Forebyggelse, hvor eksempelvis badegæster er blevet advaret mod specielle strømforhold eller at tage badedyr med ud ved fralandsvind. Så er der de gule, som er førstehjælpsaktioner, og det kan lige så godt være én, der har skåret sig på noget glas som én, der har slugt lidt for meget havvand. Endelig er der de røde: Livreddende aktioner, som kystlivredderne i Blokhus har været forskånet for i år indtil nu. Rød- og gulstribede flag markerer, når kystlivredderne er til stede, og det er de hver dag fra klokken 11-19 til og med uge 33.