Drukneulykker

Livreddere i aktion i Skagen

De er kommet en kitesurfer til undsætning

De to livreddere på Skagen Sønderstrand, Ejner Flensborg og Thomas Asmussen, har allerede været i aktion. Tirsdag måtte de komme en kitesurfer til undsætning, da han 100 meter fra stranden mistede sit board. Kitesurfing er populært sagt windsurfing med en drage i stedet for et sejl på board’et. Heldigvis var det pålandsvind, så af den grund - og på grund af livreddernes hurtige indgreb - var der ikke tale om en decideret nødsituation, men episoden er et godt eksempel på værdien i at have livreddere til stede på stranden. På tre strande Livredderne er special-uddannede kystlivreddere og kommer fra Kystlivredning.dk, der i denne sæson har en aftale med Frederikshavn Kommune om at stå for badesikkerheden på tre af kommunens mest populære strande, nemlig Sæby Nordstrand, Skagen Sønderstrand og Palmestranden i Frederikshavn. Livredderne er til stede på disse tre strande ugens syv dage fra 10-18 i perioden fra 7. juli til og med 10. august og sørger for at lokale strandgæster og turister kan føle sig mere sikre både på stranden og i vandet. Park & Vejforsyningen har etableret livreddertårne og diverse mandskabsfaciliteter til livredderne sommeren igennem.