Lokalpolitik

Livrem klar til budgettet

Vækst skal under økonomisk kontrol

STØVRING:Ikke bare antallet af tilflyttere i Støvring øges hurtigt. Også nye udgifter har fart på med at komme inden for kommunegrænsen. Men kommunen lægger op til at holde dem i stramme tøjler, om så det skal medføre besparelser på andre områder. Sådan kan man gøre oplægget til kommunens stående udvalg op nu, da de skal begynde på efterårets traditionelt største opgave: At lægge et rimeligt budget for næste år. Det er det lille byråd, økonomiudvalget, der har udstykket rammerne for kollegernes arbejde på sit første møde efter sommerferien. Udgangspunktet har været en almindelig fremskrivning af udgifterne og dertil en vurdering af, hvad ændringer af lov, praksis samt tilstrømning af ældre og unge til institutioner kommer til at medføre af udgifter og indtægter. Det er noget af et husholdningsbudget, som politikere og embedsmænd jonglerer med. 512 millioner kroner brutto lyder driftsbudgettet på, og man skal nødig ramme mere end nogle få hundredetusinde kroner forkert på den halve milliard kroner, som forretningen Støvring Kommune ventes at omsætte næste år. - Når vi fremskriver, kan vi se, at driftsbudgettet øges med 5,1 million kroner. Det svarer til godt 1,7 procent. Men ifølge aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening må vi kun fremskrive med 0,7 procent. Derfor må de stående udvalg reducere deres udgifter med godt 2,5 millioner kroner tilsammen, siger formanden for økonomiudvalget, borgmester Anny Winther (V). På "kommunalsk" hedder det "en anmodning" om at reducere udgifterne, men på almindeligt dansk ville det have været en ordre. Ingen tvivl om, at de enkelte udvalg skal pudse og finpolere argumenterne overfor økonomiudvalget, hvis de vil slippe lettere om ved skære-arbejdet. Voksen- Ældre-udvalget og Børne- Kulturudvalget skal begge finde en million kroner på næste års budget, lyder oplægget, men det er ikke helt så drastisk, som det lyder. Deres budgetter er langt de dyreste, og de vokser samtidig en del. Voksen- Ældreudvalgets budget står således til at blive 5,3 million kroner større, fordi der kommer flere ældre, og fordi udgifter til forskellige pensioner også vokser. Teknik- og Miljøudvalget skal "kun" finde en halv million kroner, men budgettet her er også betydeligt mindre end hos kollegerne. Anlægsbudgettet er også højt for en kommune af Støvrings størrelse. Det er sat til 27,6 million kroner.