Udland

Livsfarlig lækage: Radioaktivt vand siver fra atomanlæg

Tonsvis af forurenet vand er lækket fra det ødelagte japanske atomkraftanlæg i Fukushima.

Livsfarlig lækage: Radioaktivt vand siver fra atomanlæg

Så meget som 120 ton radioaktivt vand kan være sivet ud fra det smadrede atomkraftværk Fukushima i Japan. Det oplyser ejeren af værket, Tokyo Energy Power Co.

Forsyningsselskabet har endnu ikke sporet årsagen til lækagen fra en af de syv beholdere, der lagrer vand til at afkøle anlæggets reaktorer. Det siger Masayuki Ono, talsmand for selskabet, lørdag.

Selskabet vil nu pumpe de resterende 13.000 kubikmeter vand over i andre tanke. Vandet fra den utætte tank, som ligger 800 meter fra kysten, forventes ikke at sive ud i havet. Det oplyser uidentificerede medarbejdere fra selskabet til nyhedsbureauet Kyodo.

Selskabet har haft en række problemer med at kontrollere grundvandet og samtidig opretholde det enorme kølingssystem, der skal holde reaktorerne stabile.

Fredag meddelte energiselskabet således, at det i tre timer var ude af stand til at køle radioaktive brændselsstave i en af værkets reaktorer.

Det er anden gang inden for de seneste tre uger, at der er opstået en fejl i anlæggets system til at cirkulere havvand, der afkøler brugte brændselsstave.

Fukushima-værket blev ødelagt, da et jordskælv på 9,0 i marts 2011 udløste en tsunami.

De voldsomme vandmasser ødelagde med undtagelse af én samtlige de nødgeneratorer, der skulle træde i funktion i den slags situationer.

Dermed forsvandt både den eksterne og interne strømforsyning og satte kølingsmekanismerne delvist ud af kraft. Tre af værkets reaktorer smeltede ned.

Katastrofen anses for at være den værste på et kernekraftanlæg siden Tjernobyl-ulykken i 1986 i Ukraine.

Arbejdet med at nedlægge Fukushima Daiichi-værket, der ikke længere er i drift, forventes at vare årtier.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.