Boligselskaber

Livsfarlige altankasser udskiftet med bjælker

Boligselskabet Cimbria har omsider reageret på altankassernes elendige stand

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

arkivfoto: grete dahl

AALBORG:En 21-årig mand styrtede for en måned siden i døden fra 1. sal, men en simpel foranstaltning kunne formentlig have reddet hans liv. En porøs, fem meter bred altankasse i eternit kollapsede, og beboere, jurister og byggesagkyndige kritiserede i skarpe vendinger Boligselskabet Cimbria for at sløse med vedligeholdelsen og for at have kendt til adskillige nedslidte altankasser - ødelagt af fugt og vind - i mindst ni måneder, men formentlig endnu længere. Bestyrelsen for Cimbrias ansvarlige afdeling 2 med formand Vagn Lambek i spidsen forholdt sig stort set tavs, nægtede at tale med NORDJYSKE Medier, der dokumenterede, at bestyrelsen kendte indgående til de livsfarlige altankasser langt tid før dødsulykken, og samme bestyrelses ”laden-stå til” holdning i sagen over for de lejere, hvis interesser bestyrelsen er valgt til at varetage. - Jeg har intet at sige i denne sag, lød det igen og igen fra formand Vagn Lambek. Fællesformand for Cimbrias næsten 1400 lejemål i Aalborg, Per Nielsen, nægtede, at han kunne blande sig i afdeling 2"s dispositioner, mens forretningsfører for administratoren PlusBolig, John Hansen, henviste til Cimbria. Nu er flertallet af altankasserne omsider fjernet fra den tre-etagers ejendom på C.P. Holbølls Plads, hvor den unge mand boede, og erstattet med en simpel foranstaltning: træbjælker. 29. juni underkendte Aalborg Kommunes byggesagkyndige, Ernst Klitgaard Jensen, prompte bestyrelsens forslag til renovering af de farlige terrasser, mente ikke sikkerhedskravene var opfyldt, og dagen efter gik en tømrer bestilt af ingeniørfirmaet Kærsgaard & Andersen i gang med at udskifte de gamle altankasser med bjælker. - Bjælkerne er mildest talt grimme, men jeg vurderer, at de opfylder sikkerhedskravene til en brøstning (gelænder red.), siger Ernst Klitgaard Jensen Han kontaktede ingeniørfirmaet Kærsgaard & Andersen telefonisk torsdag, og vurderer på den baggrund, at flertallet af altankasserne i Cimbrias øvrige bebyggelser på C.P. Holbølls Plads ikke behøver at blive skiftet ud her og nu af sikkerhedsmæssige grunde. - Altankasserne er tilsyneladende beskyttet af et udhæng modsat de andre, registrerer den byggesagkyndige fra Aalborg Kommune. Bestyrelsen for Boligselskabet Cimbrias afdeling 2 holder angiveligt et møde inden længe om en permanent løsning på altanerne i den værst medtagne ejendom.