Livskvalitet forsvundet?

Man bliver helt stresset af at læse aviser. Artikel efter artikel handler om ”stress”. Vi får alle symptomerne beskrevet. Og mens alle dårligdommene listes op, føler man sig ramt af så det ene eller det andet. Måske skyldes det, at vi alle har en lille snert af ”stresset” indenbords.

Måske er det vor livsstil, de lægger op til det. Vi skal mere, vi har flere muligheder, der stilles stadig større krav. For hvor er ”livskvaliteten” blevet af? Hvis man måler den i lønnens størrelse, materielle goder og karrierens succes, så kan man ikke andet end geare op. Så skal vi nå mere og løbe mere. Men er det livskvalitet? Løber vi ikke alle hurtigere – blot for at dø tidligere? Livskvalitet kunne jo også være at leve for og med mennesker! Det kunne jo også være glæde over livet. Det kunne jo skyldes, at vi prioriterede viden og fordybelse højere end mammon og nye mål. Selvfølgelig er det let nok at sige, men vanskelige at gøre. Jeg er hverken maskinstormer eller imod udvikling – men har udviklingen og tidsånden altid ret? Gør den altid noget godt for os? Og vigtigst: Tager vi nogensinde stilling til den og overvejer om det er det, vi vil. Jeg taler selvfølgelig ikke om den fundamentale overlevelse. Der er ting, der skal gøres, for at få et rimeligt liv. Og der er stadig mennesker i Danmark, der har det dårligt og som ikke har alt det, vi andre ser som selvfølgeligheder. Men alle vi andre! Måske skabes ”stresset” ikke kun inde i hver enkelt af os – måske er det samfundsudviklingen, der presser os. Tænk blot på den teknologiske udvikling. Jeg har altid troet, at nye tekniske fremskridt skulle give os mere tid til at være noget for de, vi holder af. Men er det gået sådan? Mobiltelefonen jager os nu og altid. Mobiltelefonen breder ikke vor kontakt ud – den snævrer den ind. For pludselig er vi ”kun” sammen med et usynligt menneske i den anden ende af lydbølgen og svigter de mange mennesker, der er omkring os. Det er jo ikke den lille dims skyld – den er kun teknik. Det er vor måde at bruge den på, der er noget galt med. I stedet for at give fællesskab, giver den isolation. Eller e-mailen. Hvor er den let – og hvor den dog terroriserer os. I ”gamle dage” fik vi post lørdag og ikke igen før mandag. Der kunne vi uden dårlig samvittighed nyde weekenden med familien, vennerne, børnene, hunden osv. osv. Men nu. ”Pling” – der var lige 10 til – og igen har vi fået ind i vor hjerne, at svarer vi ikke på den her og nu – så bryder Verden nok sammen. Man kunne nævne mange flere eksempler. Det konstante jag for at blive den bedste. Kun nummer ét duer og alle stræber efter det. ”Stjerne for en aften” eller ”Danmarks klogeste barn” er med til at pace os frem. Prisen er høj. At blive nummer to eller hurtigt at blive glemt igen, fordi næste uges TV igen har en ny ”stjerne” kan være hårdt. Mange kan ikke leve op til det. 15 pct. af alle unge under 35 har overvejet selvmord – fire pct. har forsøgt. Det er ofte de, der faldt ud over kanten, fordi kravene til os alle er steget os over hovedet – og livskvaliteten, det menneskelige og nærværet er væk. Kampen mod stress skal ske i os selv, men vi har altså også en forpligtelse til at skabe et samfund, hvor man kan tillade sig at lægge stresset væk. Får vi lov. Lytter man til ledende politikere eller de økonomiske vismænd, så kan de åbenbart ikke få ”stress” nok. Hver dag tudes vi ørerne fulde af, at man skal sætte skatterne ned, så vi vil arbejde mere. Som om vi var dovne og passive. Set fra én eller anden økonoms skrivebord kan det muligvis være rigtigt – rent teoretisk. Kunne man få alle danskere til at arbejde 10 pct. mere, så ville maskinerne, computerne og ”logistikken” blive yderligere udnyttet. Så ville omkostningen pr investeret krone blive mindre. Hurra! Men økonomerne, ministrene og alle de andre kloge mennesker glemmer et andet regnskab: Det menneskelige. Måske er en skattenedsættelse slet ikke så klog. Måske koster den penge. I hvert fald koster den livskvalitet. Vi løber alle hurtigt i dag. Men skal vi arbejde endnu mere – så skal vi løbe endnu hurtigere. Så bliver ”stresset” større og de efterfølgende sygdomme flere. Så bliver samværet med andre mennesker endnu ringere. Der vil være endnu mindre tid til at dele livet med de, der betyder noget for os. Ensomheden vil blive endnu større – og børn og unge vil føle sig endnu mere fortabte. Hvorfor laver man ikke det regnskab? Hvorfor siger man ikke, at mange familier ville bruge en skattelettelse til at arbejde mindre. De ville prioritere mere tid sammen – hvilket ville være godt. Men ud fra en økonoms skrivebord, ville det være en katastrofe. Så ville skattelettelsen modvirke det, de ønsker i stedet for at styrke den. Men naturligvis lyder det populært at sige, at vi ”skal have flere penge selv”. Skal man imidlertid være ærlig, så har tankegangen også store omkostninger. Omkostninger, mange mennesker nok ikke er villige til at betale. Stresset er der. Det viser alle undersøgelser. Så selvom man ikke presser os alle i en retning, der vil øge det – så er vi nød til at dæmpe op for det, der allerede er. Nu kunne man jo slukke for mobiltelefonen i juledagene og nægte at se på mailen de samme dage. Al den vundne tid kunne man så bruge til at tale, holde af og være sammen med de, der virkelig betyder noget for én. Tænk, hvis vi prøvede! Glædelig jul. [ Peter Duetoft bor i Sindal, er historiker og har været folketingsmedlem (CD) 1988-2001 og i flere omgange landsformand for CD. I dag medlem af Socialdemokraterne. Arbejder som konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.