Musik

Livskvaliteten kommer gennem håndens arbejde

Fritiden med at fremstille strengeinstrumenter og lave lejlighedssange giver livet en mening

VEJGAARD:Violinerne hænger på stribe og skilter med hver sit særpræg, og i værkstedet kan Chresten Pedersen fremvise bittesmå og helt finurligt hjemmelavet værktøj, der bruges, når de klassiske musikinstrumenter bliver fremstillet. - Lige her og nu er jeg i gang med en helt ny udfordring, forklarer han og viser den klassiske koncertguitar, som er ved at blive skabt. Chresten Pedersen er nybagt folkepensionist, men da han for syv år siden gik på efterløn, startede det liv, hvor de håndværksmæssige evner for alvor blev udnyttet. - Allerede da jeg var fire år stod jeg i min fars snedkerværksted og snittede, så der var ingen tvivl om, at det var den vej, jeg ville gå, forklarer han. - Desværre mente min mor, at jeg hellere måtte satse på noget sikkert og søge ind i post-etaten, og det mente hun åbenbart så overbevisende, at det gjorde jeg. Forkert hylde Allerede dengang vidste Chresten Pedersen, at det var en forkert hylde. - Det var noget halvhjertet, for lige så snart jeg havde fri, så havde jeg jo gang i træarbejdet, indrømmer han, der faktisk skiftede hylde, men stadig ikke til håndens arbejde. - Som soldat lærte jeg nemlig at telegrafere, og det betød, at jeg læste til radiotelegrafist og rejste til Grønland, hvor jeg havde nogle pragtfulde år. Chresten Pedersen boede dengang i det nordligste værelse i det nordligste hus på Station Nord. Senere har det med nord fulgt ham, idet han blev ansat på Nordkraft. - Men da jeg fik mulighed for at gå på efterløn og oven i købet få en pose penge med, så var min lykke gjort, indrømmer han, der siden da har snittet i træet og skabt adskillige flotte strygeinstrumenter. Rim og liggecykler Som folkepensionist har Chresten Pedersen også arbejdet som rimsmed. - Det er jo på mange måder sæsonarbejde, og lige nu har jeg rigtig travlt med konfirmationssangene, siger han, der som regel kan klare en sang på under to timer, hvis inspirationen altså indfinder sig. Inden musikinstrumenterne fik hovedrollen forsøgte Chresten Pedersen sig med sofacykler - eller liggecykler, som de nu kaldes. - Jeg så én i fjernsynet og blev grebet af den, så jeg brugte dele af min kones gamle cykel, da jeg byggede den første, og siden da er det blevet til adskillige, fortæller han, der sammen med sin svoger drog på liggecykelture. - Vi fik så megen træning, at vi en dag kunne snuppe Vestbjerg bakke uden problemer, og den dag, hvor vi kørte 100 kilometer gav jeg frokost på Hjallerup Kro. Den hobby var god for kondien, men i det sidste års tid efter værdigheden som folkepensionist og det grønne lys, der her blev givet for ekstraindtægter, så har sangene og violinerne overhalet liggecyklerne. Violiner ved et tilfælde Det er omkring 25 år siden, at Chresten Pedersen startede med at bygge violiner. - Det var lidt af et tilfælde, for på det tidspunkt byggede jeg modelskibe i min fritid. Ved en lejlighed viste jeg stolt en kopi af skoleskibet Danmark frem til en violinist fra København, fortæller han, der efterfølgende konstaterede, at vedkommende ikke var særligt duperet. - For han sagde nemlig bare, at når du kan lave den slags, så må du da også kunne bygge violiner, der kan bruges til noget. Den idé gik Chresten rundt og simrede med, indtil han en dag faldt over et amerikansk hobbyblad. - Jeg rekvirerede et katalog, bestilte træ - og så gik jeg i gang. Det blev samtidig noget af et regnearbejde, fordi amerikanerne bruger tommer, så jeg skulle hele tiden omregne til millimeter. Siden da har hobbybyggeren gået på aftenkursus, så han i hvert fald kunne spille en skala og stemme sine violiner, og når han sad på el-værket, så var det jo allermest violinerne, der beskæftigede hans tanker. Nye udfordringer En hardangerfele med indlagt mønster er det også blevet til, ligesom Chresten Pedersen har bygget en balalajka. - Det var nye udfordringer, og nu er jeg så i gang med den nyeste udfordring - den klassiske guitar, fortæller han, der af guitaristen Kalle Stenberg er blevet sat på den unikke opgave. - Da han så mine violiner, fik han idéen og havde åbenbart så stor tiltro til min kunnen, at han ikke lod sig skræmme af mine betænkeligheder. Kalle Stenberg har selv indkøbt materialerne fra England, og Chresten Pedersen er gået til sagen med stor alvor og den sædvanlige fingersnilde suppleret med akuratesse. Arbejdet foregår i et kælderrum, hvor Chresten Pedersen har indrettet værksted. Nu har ejendommen fået ny ejer, som har planer om at bygge rummene om til ungdomsboliger. - Så det kan blive et problem, som jeg ikke lige kan overse, fastslår Chresten Pedersen, der bruger så megen tid på værkstedet, at hans kone ind imellem spørger til, om han mon ikke burde flytte sin seng derned. Forhåbentlig viser der sig en løsning, for der er ingen tvivl om, at det rige seniorliv hænger tæt sammen med den musiske hobby.