Livslang linie tilbage til Indien

Tidl. missionær har udgivet bog om tiden i det kæmpestore land

SINDAL:Lilly Hørlyck får stadigvæk breve, selv om det snart er 40 år siden, hun forlod Arcot-området som missionær for DMS, i dag kaldt Danmission. Der har også været mange besøgende fra Indien. - Jeg har selv været dernede et par gange, siden jeg i 1964 rejste hjem, og to gange har jeg haft besøg af skoleledere, der var på et tre ugers ophold i Danmark for at studere danske forhold, oplyser Lilly Hørlyck. I 1995 fik hun endda besøg af biskop John Franklin fra den kristne menighed i Arcot-området. Han er ifølge meldinger til den tidligere danske missionær nu på vej til at gå på pension. Anledningen til NORDJYSKEs samtale med Lilly Hørlyck er en bog, hun har skrevet om de 15 år i Indien og om de ungdomsår, der lå forud for udrejsen i 1949. Bogen hedder: "Min vej til Indien" og er fornylig udgivet af forlaget Queenswood i Dronninglund. - Bogen er baseret på de breve, som jeg sendte hjem til min far og mor. Jeg skrev et brev hver uge, og ved at læse dem igen har jeg fået mange detaljer med, som jeg ellers ikke havde husket. De var en meget stor hjælp, men der var en del materiale, som jeg ikke har måttet udelade. Ellers var bogen blevet al for omfangsrig, forklarer hun. Oplevede forfatningsdag Lilly Hørlyck har altid haft lyst til at fortælle, og pludselig for et års tid siden fik hun inspirationen til at skrive om, hvordan forholdene var i Indien dengang, det kæmpestore land var en ung, demokratisk republik efter at have været en engelsk kronkoloni. - Det var en helt anden verden, jeg kom til, end hvad jeg havde forestillet mig. Jeg kom til Indien netop på det tidspunkt, hvor landet gjorde sig helt fri. Jeg var med den 26. januar 1950, hvor Indien fejrede, at en ny forfatning trådte i kraft. Det var en sorg for mange, at landet blev til to og senere tre lande . nordpå var modsætninger mellem hinduer og muslimer for store til at kunne bære at være en enkelt nation, fortæller Lilly Hørlyck. Arcot-området ligger i staten Tamil Nadu i Sydindien syd for Madras. Her oplevede hun ikke voldsomme konflikter mellem folk med forskellig religiøs baggrund. De kristne missionærer levede fredeligt side om side med muslimer og blev tålt af hinduer. Hinduerne var ikke så meget for, at de kristne spiste kød. Lærte tamil Det første års tid brugte den unge danske missionær på at lære og læse tamil, og derefter blev meget af tiden brugt på forkyndende arbejde og på at yde hjælp i nogle af de 25-30 landsbyer, hvor den luthersk-evangeliske Arcotkirke hovedsageligt kom til at virke. Ofte havde hun mælkepulver og ost med ude i landsbyerne, hvor mange var underernærede. Desuden medbragte hun også en medicinkasse - hun lærte at give nødtørftig lægehjælp, som der var et stort behov for. Selv om Lilly Hørlyck havde en lærergerning på tre år med i bagagen fra Danmark, ville de indiske myndigheder ikke anerkende hende som lærer, så hun kunne undervise i nogen af de 82 underskoler, som DMS efterhånden fik oprettet i det sydlige Arcot. I stedet underviste hun lærere, talte med de nye kristne og holdt kurser. Arcot-kirken fik efterhånden en menighed på mellem 40.000 og 50.000, og i 50'erne var der 25 til 30 missionærer plus deres familier. - Kirken blev helt selvstændig i 1961 og fik en indisk biskop. I dag er der kun en enkelt missionær tilbage dernede, oplyser Lilly Hørlyck. Lavkaste Der var rigtig mange fattige i de omkring 300 landsbyer i Arcot. - Et af de største problemer var kastevæsenet. Det er det fortsat. Det var især folk fra lavkaster, der blev kristne. Modsætningerne mellem rig og fattig var store. De rige var fantastisk rige, og i hele Indien var et par hundrede millioner meget fattige. Det er et af de store problemer, som landet stadig har. Gandhi forsøgte at dele jord ud til de fattige, men efter han døde, slog det ikke rigtig igennem. I dag er der efterhånden kommet 3. og 4. generations kristne, der begynder at gøre op med brahminerne, der sidder på det meste af jorden. Jeg håber, det kan løses på en fredelig måde og uden blodsudgydelser, siger Lilly Hørlyck, som ikke kan give nogen præcis begrundelse for, at hun netop valgte at søge om at komme til Indien. - Allerede i min barndom hørte og læste jeg om missionsarbejde, men på det tidspunkt var jeg ikke bevidst om, at jeg ville være missionær. Som voksen tænkte jeg en del over, hvad jeg skulle bruge mit liv til. Det skulle ikke bare være noget med hus og møbler, men jeg vil være til hjælp for andre mennesker, fortæller hun. Efter at Lilly Hørlyck fik et positiv tilbagemelding fra DMS og blev antaget i 1947, kom hun på et års ophold studieophold i engelske Birmingham på et missionscollege, og her læste hun en masse om Indien. - Den mentalitet jeg troede, de havde, tiltalte mig, tilføjer hun. Varme og sygdom Men klimaet havde den danske missionær ikke taget højde for. Under hele det 15 år lange ophold døjede hun en del med dysenteri. Til tider var varmen også ulidelig. - I maj måned tog missionen væk fra byen, hvor vi boede, og rejste op i de mere kølige bjerge. Der kunne være over 40 grader, og det kunne jeg ikke tåle. Det var et strengt klima, vi arbejdede i, og der var udbredt vandmangel, husker Lilly Hørlyck. I 1964 blev hun gift, og så gik turen hjem til Danmark og til præstegården i Sindal, hvor manden havde et præsteembede. Under det tre år lange ophold under hjemlige himmelstrøg begyndte hun at læse teologi, men besøgende fra Indien opfordrede parret til at rejse derned igen. Det gjorde de i 1967, men allerede i foråret 1970 vendte de tilbage til Danmark på grund af sygdom. Det sidste ophold omtales blot kort i et efterskrift i Lilly Hørlycks bog.