EMNER

Livssynet har indtil nu givet Martha Pedersen 100 år

- Jeg har altid set livet fra den lyse side, også når det har set sort ud, siger Martha Pedersen der i morgen fylder 100 år

OUE:Egentlig vil Martha Pedersen heller have fødselsdag om sommeren, for en anden person har det med at tage opmærksomheden Juledag. Men i år bliver Martha Pedersen fejret med pomt og pragt , når hendes fire børn, 12 børnebørn og 16 oldebørn stimler sammen på Rebildhus med deres familier for at fejres hendes 100 års fødselsdag. Martha Pedersen sidder i yndlingsstolen i sin hyggelige stue. Hun rejser sig, siger goddag til jounalisten, og byder inden for i den lille stue ved siden af. - Det er noget sært noget at skulle til at skrive et ettal og to nuller, siger Martha Pedersen, mens hendes højre pegefinger langsomt, men bestem, skriver 100 på det runde bords hvide, hæklede dug. Juledag 1904 så Martha Pedersen verden for første gang, som den ældste i en søskendeflok på syv. Det var på bedsteforældrenes gård i True ved Doensen. - Som otteårig kom jeg ud og tjene. Det var hos købmanden i Ravnkilde, hvor jeg gik til hånde for kost og logi, husker Martha Pedersen, selv om mindet ligger flere end 90 år tilbage i tiden. Gode halmsenge Faderen var ikke altid lige flink. Han brugte ifølge Martha Pedersen meget håndfaste metoder i opdragelsen, så den otteårige pige var glad for at flytte ind hos købmanden. Især aftenerne hvor købmanden og hans hustru skulle i byen, står klart på Martha Pedersen nethinde. - De aftener kom jeg hjem til mine andre bedsteforældre lidt uden for Ravnkilde. Der var så hyggeligt. Alt gik stille og roligt, og så havde de nogle gode halmsenge at sove i, så det var herligt at være der, fortæller Martha Pedersen. Selv om hun ikke længere ser så godt, stråler Martha Pedersens øjne alligevel, når hun for sit indre blik genopdager bedsteforældrenes gård tilbage i århundredets første årti. Frieri i mørket I sine unge år var Martha Pedersen i huset flere steder, inden hun mødte Henry Pedersen i 1925. - Hvordan han friede? Det kan jeg såmænd ikke rigtig huske, siger Martha Pedersen med et hemmelighedsfuldt smil på læben. - Den slags sker jo tit i mørke, siger hun. Og måden hun siger det på antyder, at det minde rykker hun ikke ud med. Det forbliver hendes eget. Da parret var blevet gift, blev den gamle Karls Mølle ved Kielstrup på nordsiden af Mariager Fjord sat til salg, og det nygifte par flyttede ind i de stråtækte bygninger. Møllebranden i 1933 Det meste af Martha Pedersens liv har været udramatisk. Men især en episode husker hun tydeligt. Det er 28.april 1933, og der er gået ild i møllens stråtag. To af i alt fem børn er kommet til verden. De er uden for, og med en håndbevægelse som de så gennem vinduet, lykkedes det Martha Pedersen at få dem sendt op af vejen. Væk fra flammerne. - Jeg kan ikke selv komme ud, så jeg vender mig og løb ud i bryggerset. Der sidder døren ud til i en krog, så taget var ikke faldet ned endnu, fortæller Martha Pedersen, som var det sket i går. Møllen blev genopført efter branden, og Martha Pedersen blev boende sammen med Henry frem til 1969, hvor den ældste søn Christian overtog møllen, og forældrene flyttede til Hobro. Efter Henrys død i 1970, flyttede Martha Pedersen til Bramslev. - Her kunne jeg finde mig selv. Jeg passede huset og haven, men til sidst, hvor jeg gik med min stok i den ene hånd, og skuffejernet i den anden, så blev det ikke til så meget. Så kom jeg hertil, forklarer Martha Pedersen, og slår ud med hånden mod møblerne, og billedet af møllen på væggen i stue, der hænger ved siden af billeder af børn, børnebørn og oldebørn, i den lille lejlighed på Rosengårdscentret i Oue. Sorgen kom på besøg - Jeg har altid taget livet fra den lyse side. Det er nok derfor, jeg er blevet så gammel, siger Martha Pedersen. Men lyset kan være svært at se, når døden banker på, og for tidligt tog Martha Pedersens yngste datter med sig. Hun blev kun 57 år. - Det var slemt, da hun døde. Det var så svært at forstå, at hun skulle dø, og jeg bare skulle blive ved med at blive gammel, siger Martha Pedersen. Den gamle dame sidder og kigger lidt ud af vinduet, inden hun igen retter koncentrationen mod nutiden. - Vi må tage livet, som det kommer. Både glæder og sorger. Sådan er det jo. Vi bestemmer ikke alting selv, og der er ingen, der har lovet os, at livet skal være lige godt hele tiden, siger Martha Pedersen der mener at krydset for, hvornår hun selv skal herfra er sat et eller andet sted. Hvor og hvornår ved hun ikke. - Men ingen er sluppet for døden endnu, som hun siger. Indtil da glæder hun sig over, at hjernen fungerer, og at hun kan tale med andre mennesker, lytte til lydbøger eller gå en tur, hvis vejret er til det.