Livstidsdømt taxamorder vil på fri fod

Drabsmanden Seth Sethsen vil ikke mentalundersøges. Det skader muligheden for prøveløsladelse, som han ønsker.

19. juni 2012 11:34 - Opdateret 19. juni 2012 11:35

Livstidsdømt taxamorder vil på fri fod

Han har siddet fængslet i 26 år for rovmordet på en taxachauffør tilbage i 1985.

Men Seth Sethsen, som ønsker at komme på fri fod igen, agter ikke at underkaste sig endnu en psykiatrisk undersøgelse.

Det kom frem under et retsmøde tirsdag i Retten i Glostrup, hvor den 57-årige grønlænder fremsatte sit ønske om at blive prøveløsladt.

- Jeg har medvirket til syv psykiatriske undersøgelser nu, men Kriminalforsorgen tolker undersøgelserne, som de vil. De kalder mig farlig, selv om psykiaterne ikke gør det, sagde Seth Sethsen under retsmødet.

- I har flere lig i lasten end rockerne, tilføjede han tydeligt ophidset.

Udfaldet var rettet mod anklager Zlatan Tajic fra Kriminalforsorgen.

Seth Sethsen med skulderlangt hår var iført stramme cowboybukser, cowboyjakke og sorte Adidas-sko, da han ankom til retten kort efter klokken ni.

I 1986 blev han idømt fængsel på livstid, efter at han en tidlig oktobermorgen året forinden skød og dræbte taxachaufføren Kurt Gaarn-Larsen med to skud i Albertslund.

Seth Sethsen fastholder, at drabet var et uheld: Han ville røve taxaen, men Kurt Gaarn-Larsen modsatte sig, og midt i tumulten kom Seth Sethsen til at affyre de dræbende skud.

Siden sin livstidsdom i 1986 har han bedt om prøveløsladelse adskillige gange uden held.

Forsvarsadvokat Bjarne Fabech-Larsen lagde tirsdag vægt på, at tidligere mentalundersøgelser har vist, at Seth Sethsen er narcissist, men ikke personlighedsforstyrret.

Desuden har der ikke været grund til at antage, at Seth Sethsen er farligere end andre livstidsfanger, lyder det.

- Jeg kunne godt tænke mig at blive behandlet ligesom alle andre, sagde den livstidsdømte mand til Ritzau.

Bjarne Fabech-Larsen forklarede efter retsmødet, at der er større sandsynlighed for, at hans klient får prøveløsladelse, hvis han atter lader sig undersøge.

Men det er Seth Sethsen ikke indstillet på.

- Kriminalforsorgen lytter alligevel ikke til, hvad psykiaterne siger, sagde han.

Senest i december 2011 fik Seth Sethsen afslag på prøveløsladelse.

Dommer Anne-Marie Boysen tager først stilling til spørgsmålet om prøveløsladelse den 26. juni.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...