Arentsminde

Livsværk sælges efter 43 år

HALVRIMMEN:1. marts er det slut for Svend Erik Olesen med at være selvstændig vvs-installatør efter 43 år. Han har solgt Halvrimmen VVS og Blikkenslagerforretning til Gjøl VVS-Swartz Eftf. A/S, som ejes af Mogens Poulsen. Svend Erik Olesen begyndte i 1963, da han som tredje generation overtog faderens vvs- og blikkenslagerforretning i den tidligere Kro i Halvrimmen. Hans far havde siden 1953 drevet både hotellet og vvs-forretningen. I 1967 flyttede Svend Erik Olesen forretningen til Sdr. Øksevej, hvorfra han siden har drevet forretningen. - Da vi havde mest travlt, havde jeg 13 mand i arbejde, men de senere år har der kun været mig selv og den ene af vore sønner, Achim. Det bekom os bedst, og vi tog derfor ikke mere ind, end vi to kunne klare, fortæller Svend Erik Olesen. - Men efter at være kommet op i årene, og ingen af vore sønner ønsker at fortsætte forretningen, har vi valgt at sælge til Mogens Poulsen, Gjøl, siger Svend Erik Olesen. Mogens Poulsen startede som selvstændig i 1977, og efter 18 år købte han vvs- forretningen Swartz Eftf. i Aabybro, samme firma hvor han blev udlært. Hans overtagelse af Halvrimmen VVS og Blikkenslagerforening vil ikke medføre de store ændringer, idet både Achim og Svend Erik Olesen fortsat vil arbejde i firmaet, og arbejdsstedet bliver også det samme nemlig Sdr. Øksevej. Gjøl VVS-Swartz Eftf. har i dag 17 ansatte. Overtagelsen fejres på fredag med reception på Arentsminde Kro & Cafeteria.