Livsvigtig forskel

En mor går i en beretning fra Det Ny Testamente (Matt. 20, 20-28) hen til Jesus og anmoder ham om at give hendes to sønner en særstilling i Guds rige.

Trofaste, som de har været over for Jesus, synes hun, de har fortjent det. At hun ønsker, de skal sidde ved Jesu højre og venstre hånd, viser, at hun vil have, de skal have del i Kristi magt og regere i Guds rige sammen med ham. Hun er på sine sønners vegne interesseret i magten og æren. Og passer derved egentlig temmelig godt ind i billedet af den emsige og ærgerrige forælder, der på sidelinjen hepper på sin søn inde på fodboldbanen. Men Jesu svar til moderen - samt disciplenes indbyrdes skænderi efterfølgende - viser, at de ikke har fattet, hvilken slags magt det er, Jesus ikke alene forkynder, men udlever. Ja, er identisk med. Jesus mere end antyder karakteren af den magt, som hans rige er ensbetydende med, med den afsluttende historie, han fortæller: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Zebedæussønnernes mor vil have fyrste- og kongemagt til sine sønner. Hun vil gerne have brudt den sociale arv. Det samme vil disciplene, kan man forstå på deres indbyrdes skænderi. På denne måde minder både moren og disciplene om den berømte historie om "Konen i muddergrøften", der som bekendt nåede temmelig højt op, men i sin umættelige ærgerrighed til allersidst havnede i muddergrøften igen. Gå selv hjem og læs! Men nu er der altså forskel på Kristi magt og vores magt. Mellem Guds magt og menneskers magt. Mellem menneskeord og Guds ord. Præcis dén forskel er vores chance. Og vores frelse i evangelisk forstand. Det er paradoksalt og tankevækkende nok tilmed den forskel, der bringer os i den intimeste og tætteste kontakt med Gud selv. På Guds suveræne initiativ. Til forskel fra islam og Allah, hvor forskellen forbliver distanceskabende og cementeres af Muhammed som Allahs sidste sendebud og profet. Eller til forskel fra humanisme og kulturradikalisme, hvor man i bedste fald identificerer det guddommelige med det menneskelige og helt ophæver forskellen. Ja, gør mennesker til gud(er). Og kristendommen og religionen forvandler sig til anmassende og bedrevidende moralisme og politisk korrekthed. Gad vide, om det tilmed er derfor, kulturradikalisme og islam har fundet hinanden i en besynderlig alliance? Når både Zebedæussønnerne, disciplene og vi får del i Guds riges virkelighed, i Guds kærlighed og frelse, skyldes det - og hold nu fast: Guds nåde og barmhjertighed! Ikke som kronen oven på vores egne fortræffeligheder, som et 12-tal med pilen opad i karakterbogen over vores gode vaner - eller fordi vi nu har meldt os som bloddonorer eller bidragydere til Folkekirkens Nødhjælp. Eller fordi vi har meldt os ind i et politisk parti, som på mine vegne skal mene en masse rigtigt og kærligt, mens jeg selv nøjes med at betale min skat. Med glæde! Gud gav i overstrømmende nåde og barmhjertighed afkald på sin magt, blev menneske i Jesus Kristus, led, døde og opstod for vores skyld og i kærlighed til os. Det gjorde han for at komme i nærkontakt, fordi hans særlige magt skulle besejre vores regelrette magt, sådan som den kommer til udtryk i synd, undertrykkelse, selvtilfredshed og selvretfærdighed, selvberoenhed og død. Det var, fordi Kristi magt var væsensforskellig fra vores magt, gabet mellem Gud og menneske blev overvundet igen. Og såvel motivation som initiativ var Guds kærlighed, som vi i Jesu Kristi liv og forkyndelse fik indblik og ved dåben og troen ydermere frelsende del i. Skænket som en gave fra Gud. Akkurat ligesom da vi modtog livet. Nådigt og uforklarligt, men løfterigt. Gud ske tak og lov for denne store forskel. Uden den var vi for evigt fortabte. Og uden den store forskel kunne ligheden aldrig blive virkelig. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.