Fodbold

Livsvigtig sejr til Blokhus

Håbet om redning i 1. division i fodbold lever efter 4-2 sejr ude over AB i efterårets sidste kamp.

Blokhus FC-træner Søren Kusk lover forbedringer i Mark Tubæks spil. Foto: Torben Hansen

Blokhus FC-træner Søren Kusk lover forbedringer i Mark Tubæks spil. Foto: Torben Hansen

Situationen var soleklar for Blokhus FC før søndagens udekamp i Gladsaxe mod AB. Kun tre point kunne give bundholdet troen på overlevelse i landets næstbedste fodboldrække før forårssæsonen, og den mission lykkedes. - Vi viser en fantastisk moral og stor fysisk styrke, roser cheftræner Søren Kusk. Det så ellers sort ud efter de første 45 minutter, hvor hjemmeholdet AB bragte sig i front med 2-0. Så troede de færreste på et nordjysk comeback, men en fantastisk 2. halvleg med fire flotte scoringer af Søren Kusks tropper vendte billedet. Rasmus Østenkjær, Nickolaj Thomsen, Jeppe Østenkær og Kasper Stiller lavede målene. - Vores anden halvleg er fantastisk, og sejren giver virkelig noget at arbejde med i vinterpausen, siger Søren Kusk. Blokhus står noteret for 11 point, og der er kun tre point op til redningen. De nærmeste hold er Hobro og Roskilde, der begge har 14 point.