Livvagter eller antiterror?

TV-Drama ”Livvagterne - 5” NORDJYSKE's anmelder giver søndagens afsnit 4 ud af 6 stjerner.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mens Zaina (Semra Turan) tror, at hendes mand har fundet en anden kvinde, er hendes veninde, Huma (Fadime Turan), bekymret for, om han er indblandet i terrorhandlinger. Mike Kollöffel

De er gode til at gøre det spændende, så meget skal de have. Hvad venter vi lige, når en vred ægtemand skruer højt op fra radioen, og så går målbevidst hen mod sin kone? Forhåbentlig vil han bare sikre sig, at en eventuel aflytning ikke kan høre, hvad de siger. Jasmina er igen havnet i handlingens centrum, og igen fordi hun er af ”anden etnisk etc”. Det er hendes familie og fortid, der trækker hende ind, fordi hendes med-etnikere øjensynlig ser hende som et håb og en mulighed lige så meget som en forræder. Det er da en slags budskab. Er det også sandsynligt? Aftenens afsnit handler igen om invandrere og terrorfrygten. Måske skulle serien bare have heddet ”PET passer på os”, for det er altså ved at udvikle sig til en serie, der mere handler om PET contra farlige fremmede og fremmedhadere, end den handler om livvagternes daglige arbejde. Det er selvfølgelig fristende at vælge historier, hvor dramaet er voldsomt og problemet genkendeligt - men det kan også gå hen og få en ufrivillig politisk slagside. Og det er nok ikke meningen. For det er vel næppe for at øge vores velvoksne danske islamofobi og dæmonisere indvandrerne yderligere, at de har valgt at befolke serien her med en arabiskfødt kvindelig livvagt - og en jødisk mandlig. Men det kan unægtelig godt se ud, som om serieskaberne har forelsket sig så meget i denne dramatiske mulighed, at det efterhånden skal opsluge historien helt. Men det må selvfølgelig også være meget nemmere at finde på uhygge og thriller-temaer i det klaustrofobiske, hadefulde miljø, vi i Danmark elsker at tro, er sandheden om indvandrermiljøerne. Man kommer efterhånden til at spekulere: Er det ægte research, der ligger bag, eller trækker forfatterne bare på de gængse klichéer såsom gødningssække og plastdunke og mystiske rejser til Afghanistan og Pakistan. Det begynder at skratte lidt, men spændingen er høj, spillet er godt og de medvirkende i afsnits-hovedrollerne er fine - her Semra Turan, som vi husker fra spillefilmen ”Fighter” og Dar Salim, hovedrollen i ”Gå med fred, Jamil”. Og så de fine sidehistorier og sidekarakterer til at holde os fast og godt underholdt. ”Livvagterne” har også den stærke dramatiske kvalitet, der kendetegner DR-drama. Og det er noget ganske særligt. Styrken ved serien er jo netop, at det er gruppen, der er hovedperson. Den fælles indsats, de forenede kræfter, det, at alle er topprofessionelle og seriøse og arbejder i og for en organisation, der er professionelt styret med det optimale resultat som højeste prioritet. Sådan er det med PETs livvagter, men sådan er det tydeligvis også med DRs drama-afdeling. Det er meget bekræftende at se, at dygtighed og professionalisme kan aflæses direkte. Et stærkt og ambitiøst hold af både veteraner og unge kræfter i frugtbart samspil. Med Sven Clausen og Ingolf Gabold i den ene ende af skalaen og de unge instruktører i den anden. Det kan aflæses i elegancen, rytmen, stilsikkerheden, balancen. Nu må man så bare håbe, at den store, blandede struktur af politikere, bestyrelser, pengemænd, bureaukrater og administratorer, der bestemmer over DR, også forstår den sammenhæng: At det kræver alle disse ressourcers tilstedeværelse, hvis vi - seerne, kunderne, betalerne - skal kunne få så godt og så ønsket et produkt. Præcis som det gælder efterretningstjenesten og livvagternes arbejde: Erfaring, dygtighed og professionalisme skal stå i første række. Politiske spilfægterier og udsving må ikke komme i vejen for professionalismen. Og nu et suk! Hvorfor skal det være så utænkeligt at flytte ”Livvagterne”, så der kan blive plads til også at se håndbold? Ingen kan vel være i tvivl om, at de to begivenheder i meget høj grad deler publikum. ”Vi er tilfredse med seertallet, vi flytter ikke livvagterne, det er der ingen grund til”, siger DR1-chefen Ulla Pors Nielsen nok så flot. Nå, gør I ikke det? Men I generer jeres seere voldsomt og bevidst. Jeg tror ikke, der er ret mange af os, der ikke helst ville kunne få begge oplevelser uforstyrret på vores nationale kanaler. For os er det ikke en konkurrence på seertal, for os handler det om, at vi gerne vil se begge dele under optimale forhold. Og vi vil gerne have den service fra vores tv-kanaler, at de gør, hvad de kan, for at vi kan komme til det i stedet for at tvinge os til at vælge. Tænk jer dog om. Af Lars Borberg “Livvagterne” – afsnit 5:10 Koncept og manus: Mai Brostrøm og Peter Thosboe. Afsnitsinstruktør: Martin Schmidt. Foto: Rasmus Heise Musik: Jacob Groth DR1 søndag kl. 20 Sendes også 27. januar. www.livvagterne.dk